Grønne løsninger populære i udlandet

Flere virksomheder og lande henvender sig til Danmark, når de skal finde grønne løsninger.

Danske grønne organisationer oplever en stigende interesse fra udlandet.

Det fortæller direktør i det grønne netværk Copenhagen Cleantech Cluster, Marianna Lubanski.

- Det er flere og flere, der henvender sig til os. Det er ikke os, der skal banke på døren til de forskellige lande. Det er landene, der banker på døren hos os, og spørger om løsninger og forslag til, om vi kan hjælpe dem med at finde nogle løsninger på de problemer, de står overfor, siger hun.

250 nye job

Samarbejdet mellem regioner, virksomheder og universiteter har det seneste år skabt 250 nye danske arbejdspladser.

- Senest har vi haft besøg fra Tyrkiet, hvor man har lykkedes med at samle 23 milliarder euro, der skal anvendes på energieffektivitet, og der har Danmark været det første land, man valgte at komme og finde partnere i, siger Marianna Lubanski.

Forsøgte at købe DTU

Hun understreger, at interessen kommer fra hele verden. For eksempel forsøgte en delegation fra Abu Dhabi at købe en del af Danmarks Tekniske Universitet. Det endte dog i stedet med et samarbejde.

Copenhagen Cleantech Cluster holder i dag tirsdag en konference, hvor 30 internationale virksomheder samles i København for at se på grønne løsninger og investeringsmuligheder.

Facebook
Twitter