Grønland vil have 30 danske brandfolk til at bekæmpe naturbrand

En månedlang brand i Vestgrønland bliver ved at blusse op igen. Nu beder Grønland om hjælp fra Danmark.

I Vestgrønland har en naturbrand nu hærget i mere end 35 dage, og selvstyret ser sig nødsaget til at bede om at få 30 danske brandfolk fløjet op (arkivfoto). (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

Grønlands Selvstyre tager nu et nyt skridt for at få bugt med en naturbrand, der siden starten af juli har hærget et kæmpe område mellem Sisimiut og Kangerlussuaq i den vestlige del af landet.

Regeringen, Naalakkersuisut, har derfor bedt Beredskabsstyrelsen i Danmark om at sende 30 brandfolk til at bekæmpe flammerne, der bliver ved med at skyde op fra den ulmende undergrund.

Senest blussede branden voldsomt op natten til mandag nordøst for Sisimiut, hvor den ifølge Grønlands Radio - KNR - åd to hytter, der var under opførelse.

Den lokale beredskabschef i Qeqqata Kommunia, Ole Kreutzmann, peger på, at søndagens opblussen er noget af det hurtigste, der hidtil er set i forbindelse med branden.

- Efter at vindretningen i går aftes ændrede sig, spredte branden sig hurtigt til et stort område, hvilket vi ikke tidligere har set, siger han til KNR.

To danske eksperter er allerede sendt til Grønland

Den mere end en måned lange kamp med ilden har fået Beredskabsstyrelsen til at sende to danske eksperter til området.

Det er på deres anbefaling, at Naalakkersuisut har besluttet at bede Danmark om de 30 brandfolk, fremgår det af en pressemeddelelse fra selvstyret.

Selv om Grønland reelt ikke har nogle træer, og langt størstedelen af øen er dækket af is, er naturbrande hyppigt forekommende.

Ilden bliver slået ned, men fortsætter med at ulme i rødder og tørvelag, indtil vindpust får den til at blusse op igen.

Den aktuelle storbrand blev ifølge politiet oprindeligt startet af en rygeovn den 8. juli.

Siden har lokale brandfolk og frivillige igen og igen slået flammerne ned, men hidtil uden at få endeligt bugt med branden.

Grønland har denne sommer været præget af tørke.

/ritzau/

Facebook
Twitter