Grov sag mod skolelærer: Tiltalt for voldtægt af skoleelev

Ifølge anklageskriftet truede læreren med at slå elevens familie ihjel, hvis hun afslørede ham.

Retssagen begynder mandag formiddag kl. 9.30 ved Retten i Næstved. (Foto: CLAUS BECH ANDERSEN © Scanpix)

En ualmindelig grov sag om voldtægt, blufærdighedskrænkelse og trusler begynder i dag ved Retten i Næstved.

Her er en 32-årig folkeskolelærer tiltalt for ved flere lejligheder at have voldtaget, krænket og truet en skoleelev i 2017 og 2018, mens den pågældende elev var 13 og 14 år.

Af sagens anklageskrift fremgår det, at den tiltalte ifølge anklagemyndigheden har befølt skoleeleven gentagne gange i forbindelse med idrætsundervisning på skolens grund, og ved flere episoder vil anklagemyndigheden have den tiltalte dømt for voldtægt samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Derudover er tre øvrige piger blevet befølt, fremgår det.

Anklageren ønsker at tage straffelovens §216, stk. 3, i brug, som ved voldtægt af særlig farlig karakter kan give op til 12 års fængsel.

Den 32-årige mand nægter sig skyldig i alle anklager, oplyser hans forsvarer til DR.

Tiltalte er tidligere soldat

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, at den 32-årige folkeskolelærer skulle have truet eleven på livet, hvis hun ikke gjorde, som han sagde.

”Du skal gøre, hvad jeg beder dig om, ellers vil det gå ud over din familie," står der ved det fjerde ud af de i alt ti forhold, som anklageren ønsker læreren dømt for.

Derudover skulle læreren ifølge anklageskriftet have fortalt skoleeleven, at han var tidligere soldat og medlem af en hemmelig gruppe af tidligere soldater, og hvis eleven fortalte politiet om denne gruppe, ville eleven og hendes familie blive slået ihjel.

Ifølge DR's oplysninger er den tiltalte tidligere soldat, og ifølge skolens hjemmeside er han ikke længere ansat.

Manden er beskyttet af et navneforbud, og af samme årsag nævner DR ikke navnet på den skole, som er central for sagen.

Anklager: Tiltalte skal ikke arbejde med børn

Anklagemyndigheden hævder ligeledes, at den tiltalte har filmet enkelte af de påståede voldtægter, samt at læreren har bedt eleven om at sende nøgenbilleder af sig selv, hvilket vurderes at være et forsøg på besiddelse af børnepornografi.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at den tiltalte frakendes retten til enten erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at arbejde med børn og unge under 18 år.

Retten i Næstved har foreløbig afsat seks retsdage til sagen.