Grund til forsigtig corona-optimisme: 'Intet tyder på, at vi kommer til at opleve italienske tilstande'

Tiltagene mod udbredelsen af coronavirusset ser ud til at virke, mener overlæge og pandemiforsker.

De sidste par uger har du haft forbud mod at flyve, du er blevet sendt hjem fra arbejde, du har ikke kunnet få børnene passet, og du er på det kraftigste blevet opfordret til at holde to meters afstand til andre.

Det er kun en lille del af de mange tiltag, som regeringen har stået bag i kampen for at begrænse spredningen af coronavirusset mest mulig.

Og det ser nu ud til at have en effekt.

Anders Koch, der er overlæge på Statens Serum Institut og på Rigshospitalet, er forsigtig optimist, når han ser antallet af nye smittede. (Foto: (Screendump) © dr)

I hvert fald er der grund til at være forsigtig optimist, når man ser på antallet af bekræftede smittede. Det mener Anders Koch, der er overlæge på Statens Serum Institut og på Rigshospitalet.

- Vi følger det daglige antal smittede, og henover den sidste periode har vi kunnet se, at antallet stiger fra dag til dag, men at det er nogenlunde jævnt fra dag til dag. Det giver os grund til at være forsigtige optimister.

- Hvis epidemien udviklede sig i en ukontrollabel retning, så ville man se flere og flere tilfælde dag for dag, men det gør vi faktisk ikke. Vi ser nogenlunde det samme antal nye smittede dag for dag, siger han.

Intet tyder på italienske tilstande

Anders Koch mener, at den stabile kurve over nye antal smittede viser, at summen af alle tiltagene ser ud til at have en effekt.

- Jeg kan ikke sige hvilke af de enkelte tiltag, der virker, men det er sådan med luftvejsinfektioner som coronavirus, at det smitter fra person til person.

- Derfor er det yderst vigtigt at holde afstand til hinanden og have en god håndhygiejne, påpeger han.

Som corona-situationen ser ud lige nu i Danmark, så forventer Anders Koch ikke, at vi kommer til at opleve tilstande som i Sydeuropa.

- Der er ikke noget, der i øjeblikket tyder på, at vi kommer til at opleve tilstande som i Italien, siger han og understreger, at hans vurdering kun er baseret på de tal, som i dag er til rådighed.

Han mener i det hele taget, at der er grund til at være forsigtig optimist, når man ser på tallene over det bekræftede antal smittede.

Hvis udviklingen fortsætter, kunne man fristes til at tænke, om det efter den 13. april, som regeringens tiltag løber til, igen vil være forsvarligt at begynde at omgås hinanden igen.

Men det er ikke en vurdering, som Anders Koch vil gøre sig klog på.

- Det er alt for tidligt at tale om det. Hvilken strategi man fra politisk hold kommer til at vælge i fremtiden, tør jeg ikke spå om.

Pandemiforsker: Tiltagene virker

En anden fagperson, som er optimistisk over corona-udviklingen i Danmark, er Lone Simonsen.

Ifølge Lone Simonsen befinder vi os i den første tredjedel af epidemien, og det giver i den kommende tid pres på hospitalerne. (Foto: (Screendump) © dr)

Hun forsker i pandemier på Roskilde Universitet og har sammenlignet forskellige coronatal fra lande og områder verden over.

Blandt andet fra Lombardiet i Italien, som har en voldsom epidemi, der er tre uger foran vores i Danmark.

På baggrund af det mener hun, at man nu kan begynde at se effekten af de mange danske tiltag.

- I starten går det nogenlunde på samme måde, men så bøjer Danmark af. Vi går ikke nedad på kurven, men vi bevæger os langsommere opad, end de gjorde i Italien på daværende tidspunkt, hvor de ikke havde de samme tiltag, som vi har nu.

Den danske strategi er gået ud på at holde antallet af syge nede på et niveau, hvor sygehusene kan følge med. Det tyder på, at det lykkes:

- Det går helt sikkert den rigtige vej, og det betyder, at tiltagene virker. Med de distancetiltag, der er lavet, kan vi se, at smitten går nedad. Dermed kommer vi igennem epidemien på den langsomme måde. Og det er det, der skal til, siger Lone Simonsen.

Hun maner dog stadig til besindighed, for coronavirusset har ikke toppet endnu. Hendes vurdering er, at vi befinder os i den første tredjedel af epidemien, og at der i den kommende tid bliver pres på hospitalerne.

- Men det ser mere optimistisk ud end de forfærdelige scenarier, vi har set fra Lombardiet og Madrid i Spanien, siger hun.

Facebook
Twitter