'Gud bevare Danmark': Her kan du se nytårstalen

DR fjerner blokeringen, så alle - også i udlandet - kan se de traditionelle nytårsindslag på DRTV.

Dronningens nytårstale kan også i år ses uden for landets grænser på DRTV, fordi DR fjerner den såkaldte geoblokering. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Selvom du er langt væk hjemmefra, behøver du ikke gå glip af dronningens nytårstale, rådhusklokkerne, der slår det nye år ind eller de andre traditionelle tv-øjeblikke, der hører nytåret til.

Uanset om du er på ferie i Sydspanien, bor i Chicago eller studerer i Auckland, kan du se med, når dronning Margrethe fra Fredensborg Slot binder en sløjfe på det forgangne år i sin nytårstale.

Normalt ville signalet på DR's sendinger ellers være blokeret på grund af rettighedsspørgsmål, så DRTV ikke kunne ses uden for landets grænser, men igen i år bliver der gjort en undtagelse.

Årsagen er, at der er en stor interesse for traditionelle indslag som dronningen og statsministerens taler og nytårsklassikere som DR Pigekorets sang og rådhusklokkernes bimlen ved midnat.

Derfor bliver man altså ikke snydt, selvom man ikke har dansk grund under fødderne, men gerne vil gå ind i det nye år sammen med resten af Danmark.

I år kan du se dette direkte på DRTV fra udlandet

  • 31. december

  • 16.00 Nytårsaften direkte fra Fredensborg

  • 17.45 Før Dronningens nytårstale – direkte fra Fredensborg Slot

  • 18.00 Hendes Majestæt Dronningens nytårstale

  • 18.15-18.30 Efter Dronningens nytårstale

  • 23.55 Rådhusklokkerne

  • 00.00 Vær velkommen

  • 00.10-01.00 Nytårsgudstjeneste fra Roskilde Domkirke

  • 1. januar

  • 17.30 Nedtælling til statsministerens nytårstale

  • 18.00 Statsministerens nytårstale

  • 18.25-19.30 Dronningens nytårstaffel, direkte

Facebook
Twitter