GUIDE: Hvad gør jeg, hvis jeg har bestilt rejse til Spanien?

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Spanien. Sådan er du stillet som forbruger.

Antallet af smittede med covid-19 er nu så højt i Spanien, at Danmark fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet. Udenrigsministeriet har netop opdateret sin rejsevejledning til Spanien, så landet går fra at være gult til orange. (Foto: David Arquimbau Sintes © Scanpix)

Danskere med en spaniensrejse i kalenderen fik sig en slem skuffelse i eftermiddags.

Landet har nemlig så mange nye tilfælde af coronasmitte, at det ifølge Udenrigsministeriet ikke længere er sikkert at rejse dertil.

Derfor har ministeriet her torsdag eftermiddag frarådet alle unødvendige rejser - altså i praksis alle turistrejser - til danskernes store favoritrejsemål.

Men hvad betyder det for dig, som enten er i Spanien, eller som har booket rejsen til Mallorca eller Barcelona?

DR Nyheder har talt med Forbrugerrådet Tænk om, hvordan du skal forholde dig til den ændrede rejsevejledning.

1

Jeg er allerede i Spanien - hvad gør jeg?

REUTERS/Enrique Calvo/File Photo (Foto: Enrique Calvo © Scanpix)

Hvis du befinder dig i Spanien, skal du fortsætte din rejse som planlagt, da rejsevejledningen kun gælder for danskere, som har booket en rejse til Spanien.

Det vil altså sige, at den nye rejsevejledning ikke er en opfordring til at forlade landet.

Dog er det vigtigt, at du tager kontakt til dit forsikringsselskab, som kan vejlede dig i, hvilke udgifter der vil være dækket.

Det kan eksempelvis være ekstra udgifter til yderligere hotelovernatninger eller en ændring af din rejseplan.

De kan også vejlede i dækning af almindelige udgifter, f.eks lægebehandling eller mistet pas.

2

Jeg har booket en flybillet til Spanien - hvad gør jeg?

EPA/MORELL (Foto: MORELL © Scanpix)

Har du en flybillet til et spansk rejsemål, skal du kontakte dit flyselskab for at høre, om flyet afgår. Det er nemlig op til det enkelte flyselskab, om det vil følge Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Hvis flyet ikke bliver aflyst og afgår uden dig, mister du dine penge. Derfor kan det være værd at kigge på, om flyselskabet tilbyder vouchers eller lignende refusion.

Hvis du selv afbestiller, får du kun skat og afgifter tilbage.

Hvis flyet derimod bliver aflyst, får du alle dine penge tilbage.

Hvis du vælger at tage afsted på trods af Udenrigsministeriets rejsevejledning, skal du kontakte dit forsikringsselskab. Det er individuelt, hvad dit forsikringsselskab tilbyder.

3

Jeg har bestilt en pakkerejse til Spanien - hvad gør jeg?

Barcelona, Gaudis La Sagrada Familia med byggekraner (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det er op til de enkelte rejsebureauer, om de vil følge Udenrigsministeriets rejsevejledning, men det gør de fleste selskaber oftest.

Har du bestilt din pakkerejse, inden rejsevejledningen blev ændret, vil rejsen med al sandsynlighed blive aflyst, og du vil få dine penge tilbage.

4

Kan mit eget forsikringsselskab hjælpe mig?

REUTERS/Javier Barbancho (Foto: Javier Barbancho © Scanpix)

Hvis du selv har booket rejsen, skal du starte med at kontakte dit flyselskab og dit hotel.

De kan måske tilbyde at ændre destinationen eller give dig pengene tilbage.

Hvis ikke de kan det, skal du ringe til dit forsikringsselskab. Her vil der for nogle være hjælp at hente, hvis de har en afbestillingsforsikring. men det er forskelligt, hvilke regler de forskellige forsikringsselskaber har.

Derfor kan alle ikke få hjælp.

5

Hvad sker der, hvis jeg rejser alligevel?

(Photo by JAIME REINA / AFP) (Foto: Jaime REINA © Scanpix)

Selvom Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til Spanien, er det ikke ulovligt at tage af sted.

Vælger du således ikke at følge Udenrigsministeriets rejsevejledning, booker en billet og tager til Spanien, skal du ringe til dit forsikringsselskab og høre, hvordan du i så fald er dækket.

Eksempelvis kan der hos nogle selskaber være corona-relaterede begrænsninger på din rejseforsikring.

Desuden skal du være opmærksom på, at det kan have konsekvenser for dit arbejde, når du kommer hjem fra ferie i et orange land som Spanien.

Din arbejdsgiver kan i yderste konsekvens sende dig hjem i 14 dage uden løn eller med krav om at afholde ferie.

Det er derfor en god idé at kontakte din arbejdsgiver inden afrejse for at høre, hvad retningslinjerne er, når du rejser til en land, som de danske myndigheder fraråder at holde ferie i.

Facebook
Twitter