Et dansk forsker har fundet ud af, at kemiske stoffer i hverdagen hæmmer børns hjerneudvikling.
Økologisk Råd siger, at man ikke helt kan undgå de kemiske stoffer, der blandt andet findes i madvarer, på tekstiler og i elektroniske apparater.
Men man kan minimere, hvor meget man bliver udsat for de farlige kemiske stoffer.
Her er Forbrugerrådets 21 råd til at undgå stofferne.
Sådan ungår du farlige flourstoffer:
1. Gør rent jævnligt
De såkaldte per-fluorerede stoffer bliver slidt af møbler, tøj og sko over tid og blander sig med støv og nullermænd.
Gør gerne rent 1 gang om ugen.
2. Vask hænder
På den måde vil du vaske fluorstofholdiget støv af. Især små børn bør ofte få vasket hænder, da de er mest udsatte for støvet, når de leger på gulvet.
3. Brug bil- og skivoks uden fluorstoffer
Når du vokser skiene for at få dem til at glide bedre gennem sneen, risikerer du samtidig at smøre dem ind i fluorstoffer.
Der findes imidlertid voks uden fluorforbindelser, så spørg efter det i forretningen. Det samme gælder voks til biler.
4. Når du selv skal imprægnere
Undgå at imprægnere dine vinterstøvler, hvis de i virkeligheden kan komme tørre gennem sne og sjap med jævnlig brug af læderfedt.
Skal støvler eller skitøj have en gang imprægnering, så gå efter produkter uden fluorstoffer. Anvend midler, der er baseret på en blanding af voks og paraffin.
Brug pumpe frem for spray, og imprægnér altid udendørs.
5. Spis af tallerken - ikke pizzabakken
Pizzabakker og anden fødevareemballage, som er fedtafvisende, indeholder højst sandsynligt fluorstoffer. Køber du en pizza, kan du med fordel lægge den på en tallerken, så snart du kommer hjem.
Undlad endelig at skrabe det af, der sidder fast i låget – den varme ost kan have suget fluorstofferne til sig.
6. Vask tøjet før brug
En enkelt gang er bedre end ingen, men det kan tage op til 3 vaske at få de værste koncentrationer af fluorstoffer ud.
7. Sæt dig ind i Svanens krav
Møbler, tekstiler og madpapir med Svanen må ikke indeholde fluorstoffer. Svanemærkede møbler kan være svære at finde, men eksempelvis har den svenske møbelforretning Norrgavel udelukkende svanemærkede møbler.
Indtil videre kan de købes i Sverige, Norge og på norrgavel.se og måske snart i en forretning i København.
8. Undgå engangsservice
Engangsservice i pap og plastic kan indeholde fluorstoffer.
9. Stil spørgsmål om produkter
Spørg i forretningen, om produkterne er imprægneret med fluorstoffer, og køb varer, der ikke er behandlet.
På kort sigt undgår du at få de skadelige stoffer med dig hjem, og på længere sigt kan du påvirke markedet.
Undgå flammehæmmere:
Også flammehæmmere er ifølge forskerne et problem. Dem har Forbrugerrådet fem råd til at undgå.
1. Vælg miljømærkede produkter
Vælg produkter, der er mærket med Svanen eller Blomsten. Det nordiske Svanen og EU's Blomsten er de eneste miljømærker, der er officielt anerkendt i Danmark.
Kravene er generelt skrappere end miljølovgivningen. En mærkning med Svanen betyder for eksempel, at sofaer, madrasser, tæpper samt tv-apparater (bortset fra printkort) er fri for bromerede flammehæmmere.
2. Stil spørgsmål
Producenterne skal ikke deklarere, at der er anvendt flammehæmmere i deres produkter. Spørg derfor forhandleren, importøren eller producenten, om produktet indeholder stoffer fra EU's såkaldte kandidatliste.
Kandidatlisten indeholder stoffer, som ifølge EU's kemikalielovgivning er særligt problematiske for mennesker og miljø. Du har krav på svar inden for 45 dage.
3. Luft ud
Lav gennemtræk i en kort periode flere gange dagligt - også om vinteren. På den måde begrænses mængden af flammehæmmere i luften indendørs.
4. Vask hænder hyppigt
Nogle bromerede flammehæmmere fjernes ved håndvask. Dette råd har særlig betydning for små børn, som er mest i kontakt med støv, fordi de leger på gulvet og sutter på fingre og legetøj.
5. Gør ofte rent
Især elektronik og andre produkter, der indeholder bromerede flammehæmmere, skal holdes rene.
En støvsuger med HEPA-filter er mest effektiv,da filtret opsamler de små partikler, som flammehæmmere kan være bundet til.
Gå uden om legetøj med farlig kemi
1. Pas på blød plastik
Legetøj af blødt plastik købt før 2007 bør ikke gå i arv, da det kan indeholde hormonforstyrrende ftalater.
2. Køb legetøj med næsen
Lugter legetøjet af kemi, når du får det ud af emballagen, så lad det dampe af udendørs før brug.
Parfume hører heller ikke hjemme i legetøj, da det kan give allergi.
3. Hiv og vrid i legetøjet
Prøv legetøjet af i butikken ved fx at hive i snore og vride det. Falder der dele af eller smitter farven af, så lad være med at købe det.
4. Køb ulakeret trælegetøj i massivt træ
Ønsker du at købe trælegetøj kan det være en fordel at vælge det ulakerede legetøj, da mange af skadelige stoffer findes i lakken.
Gå også efter legetøj lavet i massivt træ, da der kan være giftige stoffer i limen i finér eller spåntræ.
5. Vask nyt legetøj
Meget legetøj kan tåle en tur i vaskemaskinen eller bør vaskes i hånden før brug. Det er dog ikke alle problematiske stoffer, der kan vaskes ud, men nogle kan.
6. Køb alderssvarende legetøj
Legetøj der er målrettet til børn under 3 år skal leve op til flere krav end andet legetøj. Køb derfor legetøj, der passer til dit barns alder.
7. Stil krav
Spørg til indhold af særlig problematiske stoffer hos forhandlerne eller producenten. Du har krav på et svar.
Kilde: Forbrugerrådet.