Guide til cykelroligans: Sådan fejres gul-fuglen Vingegaard i København

Tour de France-vinderen fejres onsdag på Rådhuspladsen og i Tivoli, men ikke i lufthavnen.

Jonas Vingegaard forventes at træde ud på balkonen mod Rådhuspladsen i København klokken 13.45. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Der er dømt rød-hvid folkefest og fejring, når den danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard onsdag vender hjem efter søndagens triumf på Champs-Élysées i Paris.

Cykelrytteren fra Glyngøre kommer efter tre udmagrende uger hjem med to etapesejre, den prikkede bjergtrøje og ikke mindst den gule førertrøje fra verdens største cykelløb.

Mange tusinde danskere forventes derfor at valfarte til København, hvor det bliver muligt at hylde den danske bjergged i en åben bil gennem byen, på Rådhuspladsen og i Tivoli.

Er du selv en af dem, der planlægger at få et glimt af 25-årige Jonas Vingegaard, kan du herunder blive klogere på, hvordan onsdagens fejring kommer til at forløbe.

Ingen modtagelse i lufthavn

Hvis du havde tænkt dig at stå klar for at modtage Jonas Vingegaard i Københavns Lufthavn, kommer du til at gå forgæves. Det skyldes, at den danske Tour de France-vinder ikke kommer ud gennem ankomsthallen.

I stedet vil de danske fans af den 25-årige cykelstjerne første gang kunne se ham i krydset mellem Tårnbyvej, Saltværksvej og Amager Landevej.

Tidspunktet forventes at være omkring klokken 12.15.

Herfra kører Jonas Vingegaard i åben bil ad Amagerbrogade, Christmas Møller Plads og Torvegade på Christianshavn. Herefter går turen over Knippelsbro og ad Stormgade. Til slut kører bilen ad H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen.

Går alt efter planen, vil den danske Tour-vinder træde ud på balkonen mod Rådhuspladsen klokken 13.45.

Stor fest forventes i Tivoli

Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard var et stort smil, da hans hold Jumbo-Visma blev præsenteret i Tivoli i København for lidt over tre uger siden. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Dette års Tour de France-eventyr begyndte i Tivoli i København med præsentationen af feltets ryttere, og det er også her, hvor det sidste punktum bliver sat for Jonas Vingegaards fejring i København.

Fejringen i Tivoli begynder klokken 16.

- Vi har været vidne til fantastisk stærke præstationer af rytterne og til dansk opbakning uden sidestykke, som startede, da vi for tre uger siden var værter for holdpræsentationen. Nu giver vi mulighed for, at rytterne og de mange tusinde cykelglade danskere kan ønske hinanden tak for Touren i en festlig ramme i Tivoli, siger Tivoli-direktør Susanne Mørch Koch.

Udover Jonas Vingegaard forventes det også, at de ni andre danske tour-ryttere vil være på plads og tage del i festlighederne.

Det vil være en god ide at komme i god tid, hvis man vil have et glimt af den danske Tour de France-vinder. For dørene til Tivoli vil blive lukket, når 25.000 gæster har passeret indgangen.

Politi: Tag cyklen og pas på lommetyve

H.C. Andersens Boulevard ved Rådhuspladsen i København var målområdet for første etape af dette års Tour de France. I morgen vil der sandsynligvis være sort af mennesker, som kommer for at hylde Jonas Vingegaard. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Det er Københavns Politi, der skal sørge for, at morgendagens festligheder i det indre København forløber i nogenlunde god ro og orden.

Politiet forventer, at rigtig mange mennesker vil møde op for at fejre Jonas Vingegaard, og derfor kan det blive nødvendigt at spærre flere gader af ved Rådhuspladsen og Tivoli.

- Det rigtig gode råd er at komme i god tid. Og sørg for at tage offentlig transport, cykle eller gå. Lad være med at tage bilen ind, da der er et meget begrænset antal parkeringspladser i København, siger Jesper Bangsgaard, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

Med de potentielt mange mennesker forsamlet er der også risiko for lommetyve, advarer vicepolitiinspektøren.

- Der kommer til at være rigtig mange mennesker samlet omkring Rådhuspladsen, og der ved vi fra erfaringer, at nogle vil udnytte det til at gå i lommerne på dem, som ikke er opmærksomme. Så vær opmærksom på lommetyve, lyder rådet.

Du kan følge festlighederne allerede fra klokken 10.30 på DR1 og DRTV, hvor Kåre Quist og Josephine Høgh er værter.