Guldfisk har en glimrende hukommelse

De små orangerøde kræ husker slet ikke så dårligt, som vi tror. Faktisk er deres hukommelse så god, at de kan lære at spille fodbold, fortæller DR’s Detektor.

Trænede guldfisk, der svømmer slalom og scorer fodboldmål. Jo, den er god nok, fortæller DR's Detektor, der nu afliver myten om guldfiskens tre sekunders hukommelse.

- Den myte stammer nok fra vores egen samvittighed, fordi vi har haft brug for en undskyldning for at putte fisk ned i en lille bowle. Guldfisk kan faktisk huske længe. Der er forsøg, der viser måneder, siger Kasper Jørgensen, dyrlæge hos Den Blå Planet.

- Hvis du ikke har hukommelse, så lærer du ikke at overleve, og så bliver du altså

udryddet
meget hurtigt. For hvis man ikke kan huske, hvor føden er og ikke lærer, at sidste gang jeg kom forbi her, der kom en rovfisk, ja så kan man ikke huske, hvad der er farligt og ikke farligt.

Forsøg med fisk og strøm

Helt tilbage i 1960erne beviste amerikanske forskere, at guldfisk har en hukommelse. Det gjorde de ved forsøg med guldfisk i et lukket kar, hvor fiskene blev udsat for lys og derefter strøm.

Fiskene lærte at flytte sig, når der kom lys, så de undgik at få stød - og de huskede, hvad de havde lært efter en hel måneds pause mellem forsøgene.

- Den overordnede konklusion på sådan et forsøg er helt klart, at guldfisk kan huske, og de kan lære at reagere på stimuli, siger dyrlæge Kasper Jørgensen til Detektor.

Ciclider kan også huske

Trods 1960ernes fiskeforsøg lever myten videre og er

tilsyneladende
også smittet af på andre typer af fisk - for eksempel i den oscarbelønnede animationsfilm "Find Nemo" fra 2003, hvor kirurgfisken Dory lider af korttidshukommelse.

Det er dog heller ikke kun guldfisk, som har vakt forskernes interesse. Den populære akvariefisk afrikansk ciclide blev sidste år udsat for et af de seneste studier udi fiskehukommelse af en række canadiske forskere.

- Over tre dage trænede vi fiskene til at bevæge sig i retning af noget foder. Derefter holdt vi en pause i 12 dage, og efter de 12 dage var fiskene stadigvæk i stand til at svømme mod føden, som vi havde trænet dem til. Det viser, at fiskene havde dannet en betydelig hukommelse på mindst 12 dage, fortæller lektor ved MacEwan-universitet Trevor Hamilton, der sammen med Erica Ingraham står bag forskningen.

Se mere om guldfisk og deres hukommelse i Detektor på DR2 torsdag kl. 21

Facebook
Twitter