Gulerødder og motion kan ikke kurere type 2-diabetes. Men det tror over halvdelen af os

Der findes en masse myter og misforståelser om diabetes, viser ny befolkningsundersøgelse. Og det er problematisk, mener ekspert.

Diabetesmyter lever i bedste velgående, og de kan give diabetes-stress, vurderer ekspert. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix Denmark)

Før kaldte vi sygdommen sukkersyge eller gammelmandssukkersyge.

I dag hedder det diabetes 1 eller 2. Og netop de gamle betegnelser for sygdommen kan skabe misforståelser.

Det fortæller Anne Mose, som er psykolog i Steno Diabetes Center Aarhus.

- 'Sukkersyge' kan signalere, man har spist for meget sukker. At sygdommen kun rammer gamle mennesker, der spiser forkert, fortæller hun.

Og netop den opfattelse ramte også Line Maria Sørup, da hun som 33-årig fik konstateret type 2-diabetes. Her lød diagnosen på gammelmandssukkersyge hos lægen.

- Det gjorde mig vildt ked af det at blive sammenlignet med en gammel tyk mand, når jeg var en ung kvinde. Og det var den sammenligning, jeg følte, folk lavede om mig, når jeg prøvede at fortælle, hvad der var sket i mit liv. At jeg havde passet på min krop som en gammel tyk mand.

Kan ikke kureres

Line Maria Sørup fik konstateret type 2-diabetes i 2009.

Mindst 280.000 danskere har diabetes, oplyser Diabetesforeningen. Langt de fleste har type 2-diabetes.

Foreningen vurderer, at knap 80.000 danskere går rundt med type 2 uden at vide det.

Og selvom der er sket meget på området, lever myter om diabetes i bedste velgående.

For eksempel mener 59 procent af os, at type 2-diabetes kan kureres med sund livsstil. Det viser en befolkningsundersøgelse lavet for Diabetesforeningen.

Man kan ikke slippe af med diabetes, hvis man spiser sundt og dyrker motion. Men man kan holde blodsukkeret nede med sund livsstil, fortæller Tanja Thybo, der er forskningschef i Diabetesforeningen.

- Mange kan skrue på kost og motion, og derfor behøver de ikke medicin. Men man har stadig type 2-diabetes, selvom man får et normalt blodsukker. Det er en livslang sygdom, siger hun i DR’s podcast ‘Lægens bord – Lyt til din krop’.

Ikke alle er overvægtige

Knap 40 procent af os tror, at man kun får type 2-diabetes, hvis man er overvægtig. Det viser befolkningsundersøgelsen.

Men det er ikke rigtigt.

Faktisk er alder og arvelighed de største risikofaktorer for at udvikle type 2-diabetes, fortæller Tanja Thybo fra Diabetesforeningen.

Men også den fordom er Line Maria Sørup stødt på utallige gange. At hendes diabetes er selvforskyldt, fordi hun er overvægtig.

- Og det har gjort, at jeg har isoleret mig og sorteret folk fra. De følelser, de folk giver mig, gider jeg ikke lukke ind. Derfor lukker jeg dem ude, fortæller hun.

Myter kan give diabetes-stress

Noget tyder på, mange går rundt med en skæv opfattelse af, hvad diabetes er, og hvad sygdommen skyldes.

Og det er et problem, mener psykolog Anne Mose fra Steno Diabetes Center Aarhus.

- Når man får diabetes, sætter det en lavine af følelser i gang, og mange har en sorg over at være et menneske med en kronisk sygdom. Hvis man så oveni møder uvidenhed i sin omgangskreds, hvor man får at vide, man bare skal spise sundt for at blive kureret, så kan man føle sig misforstået. Eller man kan føle, at folk ser ned på en, siger hun.

Og det kan være en kilde til diabetes-stress, som rammer næsten 25 procent af alle med diabetes, fortæller Anne Mose.

- Det er hvis man er følelsesmæssig belastet over længere tid på grund af diabetes.

Line Maria Sjørup har mødt mange kommentarer og råd angående diabetes. Men det har ikke gjort hende mismodig:

- For mig har det haft den modsatte effekt. Blandt andet blev jeg frivillig i foreningen. For jeg havde et behov for at fortælle, hvordan virkeligheden er, og at det kan ske for alle. Alle kan få diabetes.

I dette afsnit af 'Lægens bord - Lyt til din krop' kan du høre meget mere om diabetes, som mange mennesker har, uden de ved det.

Blodsukker på rutsjetur