Gymnasieelev om SF-forslag: 'Det vil fjerne noget stress'

SF vil skrue ned for karakterræset ved at sætte karakterloft på adgangen til videregående uddannelser.

- Karakterer fylder rigtig, rigtig meget. Det bliver der snakket om hver dag.

Det fortæller 18-årige Thit Bertelsen. Hun går i 3.g på Tårnby Gymnasium syd for København.

Hun mener, SF har lavet et godt forslag.

Det går ud på at lægge et loft over adgangskvotienterne på 10. De uddannelser, der i dag kræver et gennemsnit over 10 for optagelse, skal fremover optage studerende gennem en optagelsesprøve, skriver Jyllands-Posten.

- Det vil fjerne noget stress, hvor man kan fokusere mere på at lære og blive mere social. I stedet for at score billige point hos læreren, siger Thit Bertelsen.

Og det er hendes klassekammerat Costa Stender Hansen enig i.

- Det vil være mega fedt for folk som måske ikke er gode til alt i skolen, siger han og fortsætter:

- Når man kigger på uddannelser, der fører til job med gode penge, så skal man jo virkelig have høje karakterer. Og så bliver man stresset og presset. Så er det ikke så fedt at gå i skole.

18-årige Costa Stender Hansen går i 3.g. og slutter snart sin gymnasietid på Tårnby Gymnasium.

Væk med karakterræset

Sidste år havde 41 af landets omkring 850 uddannelser en adgangskvotient på over 10.

- De meget høje adgangskvotienter, der er på få uddannelser, de er med til at skabe et enormt karakterræs og en 12-tals kultur på ungdomsuddannelserne. Med den her model får man de mest motiverede ind på studiet og fjerner karakterræset, mener SF's uddannelsesordfører, Jacob Mark.

Forskere har flere gange konstateret, at stress-niveauet blandt unge mennesker er højt.

- Karaktererne har simpelthen en enorm stor betydning. Det støjer enormt meget i læringsrummet på ungdomsuddannelserne. Det bidrager til en præstationskultur, fortæller Noemi Katznelson. Hun er leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

Hun mener derfor, at SF's forslag har potentiale.

- Forslaget sender et kraftigt signal til de unge, ’hør her, hele din fremtid ligger ikke i de karakterer, du får’, siger Noemi Katznelson.

Men hun peger på, at det kan have en social slagside at lave optagelsesprøver på de meget populære uddannelser, hvor karaktersnittet er over 10. For det er primært unge fra ressourcestærke familier, der er gode til at gå til optagelsesprøve.

- Undersøgelser peger på, at det faktisk er mere retfærdigt at give karakterer - i forhold til unges sociale baggrund, lydet det fra Noemi Katznelson

Forslaget er sympatisk, men...

Selvom Thit Bertelsen mener, at SF's forslag er fint - så skal det ikke blive til virkelighed de næste par år.

- Hvis man laver et loft nu, så er det måske lidt ærgerligt, hvis man har brugt tre år på at få et rigtig godt snit, og så skal man til optagelsesprøve, siger hun.

- Det kan være lidt spildt, når man skal gennem en prøve, som man måske ikke består, mener Thit Bertelsen.

Hos foreningen Danske Gymnasier er man i tvivl om, hvorvidt forslaget egentlig vil virke efter hensigten.

- Det er sympatisk at tage presset af de unge, men spørgsmålet er, om forslaget gør det, siger formand og rektor Birgitte Vedersø.

Den samme tvivl hersker på de videregående uddannelser.

- Jeg ved ikke, om en optagelsesprøve, hvor du i forvejen skal have et gennemsnit på 10, gør de studerende mindre stressede, siger Jesper Langergaard, der er direktør for Danske Universiteter.

Ifølge foreningen er det under fem procent af de videregående uddannelser, der har et højere snit end 10.

- Vi skal være bedre til at italesætte, at høje karakterer ikke er nødvendige for at komme ind på langt den største del af uddannelserne, mener han.

Og så er Jesper Langergaard ikke tilfreds med, at SF vil sætte et loft over alle universiteter.

- Det kan være, det fungerer på nogle uddannelser. Jeg synes, det skal være op til universiteter at vurdere, hvordan man håndterer optaget på den her slags uddannelse, siger han.