Gymnasieelever kræver mindre klasser

Gymnasieeleverne kræver at regeringen skal holde deres løfte om færre i klasserne. Da regeringen var i opposition, lovede de klasser på maksimalt 26.

Gymnasieklasserne er de seneste år vokset kraftigt. Nu kræver eleverne at regeringen holder hvad de lovede før valget. (© DR)

Sammenslutningen af danske gymnasieelever har i dag flyttet undervisningen ud foran finansministeriet. Det sker i protest mod de voksende klassekvotienter, som regeringen før valget lovede, skulle bringes kraftigt ned.

Men i den kommende finanslov er der ikke øremærket penge til at bringe klassestørrelserne ned.

Heller ikke selvom de tre regeringspartier sammen med enhedslisten så sent sidste år kom med et lovforslag, der skulle indføre en "gennemsnitlig klassekvotient i de gymnasiale uddannelser på 26 elever i stamklasserne." I dag er klasserne oftest langt større. I august startede over 4.000 elever i 1.g-klasser med 32 eller flere i klassen.

- Vi blev noget skuffede da vi så regeringens finanslovsforslag. Vi føler at vi er blevet snydt. Aldrig er der så klart og tydeligt blevet lovet investeringer i uddannelse, som der blev under valgkampen, forklarer formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Martin Schäfer.

Flere penge til ungdomsuddannelserne

Men nu kommer undervisningsminister Christine Antorini (S) alligevel med penge til gymnasierne. Hun lover i dag overfor DR Nyheder en lille milliard ekstra til ungdomsuddannelserne

- Når der kommer flere penge ud til uddannelserne, så har man råd til lidt mindre klasser. Vi har et mål om at nedbringe klassestørrelserne, og det glæder vi os til diskutere de næste år hvordan vi gør.

Nedsætter ikke klassekvotienterne

Men mange af de ekstra penge skal ikke gå til at nedsætte klassekvotienterne. For lige nu søger et stigende antal unge til ungdomsuddannelserne, og det er i første omgang det pengene skal række til. Men uddannelsesministeren forklarer til DR at ungdomsuddannelserne selv må prioritere, hvordan de vil bruge pengene. Det frustrerer Martin Schäfer at ministeren ikke vil holde hvad hun lovede før valget.

Det fremgår desværre tydeligt af finansloven, at regeringen ikke ser uddannelse som vejen ud af krisen. Stik imod løfter om det modsatte har de valgt at fortsætte de sidste mange års nedskæringer. Det er simpelthen ikke godt nok.

Facebook
Twitter