Gymnasieelever løber om kap for at få en stol

Eleverne på gymnasierne sidder skulder om skulder - i ordets bogstaveligste forstand. Klasselokalerne bugner af elever, der til gengæld mangler bordplads til deres notesblokke.

Frederiksborg Gymnasium, fyldt klasse, gymnasieklasse, biologilokale (Foto: Kim Hansen © TVA)

Gymnasieeleverne skal slås om pladserne, når de skal høre dansklæreren gennemgå kulturkanonen.

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at klassekvotienten stiger, og flere steder sidder flere end 30 elever i klasser, der er beregnet til færre.

Tre-fire stykker ved et tomandsbord

Metropolitanskolen på Nørrebro i København er en af de skoler, hvor eleverne skal kæmpe om pladserne.

- Når først nogen begynder at gå op til klasselokalet efter et frikvarter, får alle travlt. Vi leger først til mølle og løber om kap. Hvis man er en af de sidste, må man gå på jagt efter en stol i et andet lokale og så sætte sig ved et to-mandsbord - som nummer tre eller fire, siger Jasmina Larney, der går i 1. G på Metropolitanskolen til DR.

Jasmina Larney: Vi leger "f?rst til m?lle" for at f? en stol (Foto: Jesper Jørgsholm © dr.dk)

Elever i vindueskarmen

Formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Mina Bernadini, mener ikke, at regeringen lever op til dens egen ambition om "uddannelse i verdensklasse".

- Vi har længe advaret om høje klassekvotienter og konsekvenserne af dette. Tiden til den enkelte elev er afgørende for uddannelseskvaliteten samt frafaldet. I dag sidder elever i vindueskarmene og i klasselokaler bygget til 24. Der er ikke tid til, at alle kan stille spørgsmål og elevdeltagelsen bliver dermed markant begrænset, siger Mina Bernadini.

Heldigt frafald

Problemet med pladsmangel mødte Jasmina Larney og hendes klassekammerater med det samme, da de begyndte på Metropolitanskolen for et par uger siden.

- Da vi startede, var vi omkring de 40 elever i klassen. Nu er der "heldigvis" nogle stykker, der er faldet fra, så nu vi er nede på 35, siger Jasmina Larney.

Lærerne har svært ved at få ro til at undervise, da det godt kan være svært at koncentrere sig som elev, når man sidder så tæt.

- Skolen kan jo ikke rigtigt gøre noget. Det er jo ikke deres skyld, at vi er så mange. Det virker som om, at de egentlig bare venter på, at der er nogle flere, der falder fra, siger Jasmina Larney.

Godt sammenhold trods pladsmangel

Hun tilføjer, at der var planer om at dele klassen, men at de vist ikke bliver til noget alligevel.

Og inderst inde er hun i tvivl, om hun egentlig håber på at miste flere klassekammerater.

- Vi har allerede et godt sammenhold i klassen, og er meget sammen i fritiden, selv om jeg da stadig kan være i tvivl om et par navne, siger Jasmina Larney til DR, og tilføjer:

- Nogen gange opdager jeg en klassekammerat, som jeg ikke synes, jeg har set før. Så tænker jeg, om det mon er en, der er gået forkert, siger hun og smiler.

- Fordelen ved at sidde så tæt er, at man kan læne sig lidt op ad hinanden, hvis man bliver træt sidst på dagen.

Facebook
Twitter