Gymnasieelever og andre melder sig til at hjælpe presset ældrepleje i julen

Flere kommuner oplever øget pres på ældreplejen på grund af coronasmitte.

Gymnasieelev Lukas Brenholdt Jensen skal arbejde i ældreplejen i Faxe Kommune i løbet af julen. (Foto: PRIVATFOTO)

Flere kommuner er nu så pressede, at de tager utraditionelle metoder i brug for at hverve ekstra hænder til ældreplejen.

Mange steder mangler der i forvejen ansatte i ældreplejen, og med stigende coronasmitte blandt både ansatte og borgere er der udsigt til en jul med store huller i vagtplanen.

I Sorø Kommune har man skrevet ud til de ledige.

Mens Varde Kommune på Facebook har efterlyst, at borgere melder sig til nødberedskabet på social- og sundhedsområdet.

Og i Faxe Kommune har direktør Marianne Hoff Andersen været rundt i klasserne på det lokale gymnasium for at hverve elever til ældreplejen.

- Vi kunne godt se ind i, at julen ville blive temmelig stram. Fordi der ville mangle hænder og mennesker til at tage sig af de ældre, fortæller hun.

- Så spurgte jeg rektor, om jeg kunne komme ud i klasserne og fortælle eleverne, at der er brug for dem i hjemmeplejen. Appellere til dem og sige 'Hey, hvis I har brug for at vise samfundssind, hvad så med at tage nogle dage i hjemmeplejen?', fortæller Marianne Hoff Andersen.

Indsatsen bar frugt. Næste morgen lå der 17 ansøgninger til hjemmeplejens leder, der efter samtaler kunne ansætte 14 unge.

- Det er et lille juleeventyr, fortæller Marianne Hoff Andersen.

Lukas Brenholdt Jensen går i 3.g på Midtsjællands Gymnasium i Haslev, men lillejuleaften begynder han i hjemmeplejen. Her skal han aflaste over jul og nytår. (Foto: (privatfoto))

Gymnasieelev: Der var virkelig brug for hjælp

En af de gymnasieelever, der skal bruge juledagene på at tjene lidt ekstra penge ved at hjælpe til i ældreplejen, er Lukas Brenholdt Jensen, der går i 3.g på Midtsjællands Gymnasium i Haslev.

- Man kunne godt fornemme, at der virkelig var brug for hjælp, og så kunne man godt tilsidesætte sine egne behov for at holde ferie til fordel for at hjælpe lidt til der, hvor man kunne give nogle ekstra hænder med, fortæller han.

Han vil gerne læse medicin efter gymnasiet, og ser det også som en mulighed for at snuse lidt til sundheds- og plejesektoren.

- Jeg har fået at vide, at det bliver sådan nogle små opgaver. Vi er jo ufaglærte, så vi kan ikke lave de mere faglige opgaver, siger han.

- Det bliver sådan noget med at underholde de ældre og hjælpe med at gøre lidt rent eller sætte mad på bordet og drikke lidt kaffe med dem eller bare have en god samtale og høre nogle historier fra deres liv.

22 meldte sig efter Facebook-opslag

I Varde Kommune gav Facebook-opslaget også pote. Der er allerede 22 borgere, der siden fredag har meldt sig, fortæller Claus Fjeldgaard, der er direktør for Social og Sundhed.

- Vi er rigtigt glade for den opbakning, der er til os ude blandt befolkningen i Varde, siger han.

Det er dog ikke alle på listen, der har en sundhedsfaglig baggrund. Derfor vil opgaverne også blive mere praktiske gøremål, som at rede sengen eller tømme opvaskemaskinen, fortæller Claus Fjeldgaard.

Kommunen har i forvejen 34 ubesatte sosu-stillinger, og direktøren for Social og Sundhed frygter derfor, at man kan blive nødt til at skære i servicen til de ældre.

- Det kunne jo være, at vi sprang rengøringen over en dag, men det er klart, at hygge og andre ting i ældreplejen bliver der nok ikke så meget af i den kommende tid, siger han.

'Vigtige og meningsfulde opgaver'

I Faxe håber direktør Marianne Hoff Andersen, at de 14 nyansatte gymnasieelever kan være med til at sikre julehumøret hos kommunens ældre.

- Det aflaster jo både de medarbejdere, der har travlt i hjemmeplejen, men skaber også noget glæde i det enkelte hjem, siger hun.

Hun tror ikke, at det er sidste gang, at hun skal ud og rekruttere på gymnasiet.

- Egentlig så tænker jeg: 'Hvorfor har vi ikke gjort det noget før?' Fordi vi ved, at vi får brug for alle de kræfter, der overhovedet kan komme i spil i forhold til hjemmeplejen, siger hun.

Hun håber også, at den slags initiativer på længere sigt vil gøre det lettere at rekruttere nye ansatte.

- Nogle gange har jeg en oplevelse af, at man ikke lige ved, hvad det vil sige at arbejde i hjemmeplejen. Hjemmeplejen har ikke altid det ry, som den fortjener, for det er faktisk meget meningsfulde og vigtige opgaver, vi laver for de ældre, siger Marianne Hoff Andersen.

Arbejdet i ældreplejen er både meningsfuldt og vigtigt, mener direktør i Faxe Kommune Marianne Hoff Andersen, der har været ude og hverve elever på et lokalt gymnasie. (arkivfoto). (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

Sorø opfordrer pårørende til at tage opvasken

I Sorø Kommune har man skrevet til de ledige i håb om at få dem til at søge de ledige job i ældreplejen. Man har også oprettet en intern jobbank for at få kommunalt ansatte til at give en hånd på ældreområdet.

Ifølge formanden for kommunens social- og sundhedsudvalg, den konservative Lars Schmidt, er presset på ældreplejen stort over jul og nytår.

- Det er ikke noget, der lige er overstået. Men det er klart, at uge 51 og uge 52 er uger, vi er meget pressede på, siger han.

Sorø kommune vil derfor også henvende til sig til de pårørende med en appel om at besøge deres ældre familiemedlemmer:

- Måske af den vej kan vi få de pårørende til at komme lidt oftere og deltage lidt mere aktivt, tage en opvask, der står, og så videre, siger han.

Sorø Kommune har allerede meldt ud, at der på grund af mandskabsmangel vil blive skruet ned for rengøringen hos de ældre i den kommende tid.