Mange forbinder måske gymnasiefesterne med gajolshots og Breezers med ananassmag.
Men det kan komme til at ændre sig, hvis det står til 22 forskellige organisationer.
I et fælles opråb opfordrer de nemlig politikerne til at sætte grænsen for at købe øl og vin op fra 16 til 18 år. Det gør de blandt andet, efter en international undersøgelse har vist, at 9. klasserne drikker oftere end før.
Og hvis politikerne vælger at lytte til opfordringen, så kan alkoholfrie gymnasiefester blive virkeligheden for alle under 18 år. Det siger Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier.
- Jeg tænker, at konsekvensen kan blive, at dem over 18 år kan købe alkohol til gymnasiefester, og dem under 18 ikke kan. Men det kommer an på, hvordan lovgivningen bliver udformet. Men det er ikke det, der har været i fokus i forslaget, siger hun.
Vodka frem for øl
Men forslaget falder ikke i særlig god jord hos dem, det kommer til at gå udover.
Danske Gymnaiseelevers Sammenslutning er bange for, at man så ikke lærer at drikke på en fornuftig måde. Det siger Ingrid Kjærgaard, der er forkvinde for gymnasieelevernes organisation.
- Vi tror, at unge lærer at drikke på en mere fornuftig måde, når man først må drikke øl og vin og først senere må drikke hård spiritus.
For hvis både øl og stærk alkohol er ulovlig for 16- og 17-årige, så vælger man nok i højere grad den stærke alkohol, siger Ingrid Kjærgaard.
- Hvis vi hæver aldersgrænsen, så er det ligeså ulovligt at købe en sixpack som at købe en flaske vodka. Vi frygter, at de unge vil vælge at købe vodka i stedet for øl. Det rammer meget hårdere, og man lærer i mindre grad at kontrollere sit indtag af alkohol.
Ordfører startede med alkohol som 13-årig
Vi har spurgt flere af Folketingets partier, hvad de siger til forslaget om at hæve aldersgrænsen, som kan føre til, at festerne for 16- og 17-årige skal være alkoholfrie i fremtiden.
Liselott Blixt er Dansk Folkepartis sundhedsordfører. Hun fortæller, at DF ikke er vilde med forslaget.
- Vi støtter det ikke. Vi var med til at lave den lovgivning, der er i dag, hvor 16-17-årige kan købe øl og vin. Der synes vi, at grænsen ligger fint.
Liselott Blixt startede selv med at drikke, da hun var 13 år. Derfor ville hun ikke selv have været tilfreds med ikke at kunne købe alkohol til fester, da hun var under 18 år.
- Vi havde bare fundet ud af at få fat i alkohol på andre måder, siger hun.
Hun synes faktisk, at unge gør det godt i dag. Hun mener derimod, at problemet er de voksnes alkoholkultur, som hun tror, at unge prøver at efterligne. Så det handler om at ændre den kultur.
Klar på at se på at sætte aldersgrænse op
Rasmus Horn Langhoff er sundhedsordfører for Socialdemokratiet - og gik i sin tid på Slagelse Gymnasium, hvor alkohol fyldte meget for ham og vennerne. Også da han var 16 år.
Ifølge ham er det et alvorligt problem, at vi begynder med at drikke så tidligt og så meget i Danmark. Derfor er han klar på at diskutere at hæve aldersgrænsen fra 16 til 18 år.
- Vi er åbne for at diskutere det her og lignende forslag. Men jeg tror, at man skal passe på med at se det med at hæve aldersgrænsen som en mirakelkur, som kommer til at løse problemerne med, at unge på 13-14-15 år drikker sig sanseløst berusede.
I Enhedslisten vil man også gerne se på at hæve aldersgrænsen for at købe alkohol. Men det er ikke nok i sig selv, siger Peder Hvelplund, der er partiets sundhedsordfører.
- Det er vi fuldstændig åbne overfor. Det afgørende er, at vi ikke kun hæver aldersgrænsen alene, men laver en samlet forebyggelsesplan.
Sundhedsordfører i Radikale Venstre Stinus Lindgreen synes også, at forslaget lyder fornuftigt. Men der skal stadig være plads til gymnasiefester med alkohol, mener han.
Han drak selv alkohol som 16-17-årig. Og det skal unge også kunne i fremtiden. Men vi skal væk fra den voldsomme drukkultur, man for eksempel ser til putte-fester, siger han.
- Det er ikke for at forbyde unge at drikke, det er for at give dem en sundere alkoholkultur. Unge skal selvfølgelig kunne holde en fest derhjemme med øl, og vi skal have gymnasiefester, hvor der er alkoholudskænkning.
Sådan er de nuværende regler for salg af alkohol
- •
I Danmark må unge under 16 år hverken købe alkohol i detailhandlen eller få serveret alkohol på restauranter, caféer og barer.
- •
Unge, der er fyldt 16 år, må købe alkohol med en alkoholprocent op til 16,5 i detailhandlen.
- •
Det gælder eksempelvis øl, vin, cider og produkter i stil med gajolshots.
- •
Men unge mellem 16 og 18 år må ikke få serveret alkohol på restauranter, caféer og barer.
- •
Unge, der er fyldt 18 år, må købe alkohol med en alkoholprocent over 16,5 procent - eksempelvis vodka og rom - i detailhandlen og få serveret alkohol på restauranter, caféer og barer.
- •
Sælgere af alkohol i butikker og på nettet har ansvaret for, at det ikke sælges til mindreårige i deres butikker, restaurationer eller kiosker.
- •
Alle butiksmedarbejdere og hjemmesider er forpligtiget til at spørge efter og se gyldigt billed-ID, hvis man er det mindste i tvivl om køberens alder.
- •
Kilde: Ritzau