Gymnasium har overvåget elever i et år uden en eneste sag om snyd

Rektor for Roskilde Gymnasium mener dog, at overvågningen sender et klart signal.

Elever samlet til prøve på et gymnasium. Fremadrettet kan de risikerer, at deres browserhistorik og sociale medier bliver tjekket efterfølgende, hvis der er mistanke om snyd. Arkivfoto (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Hvis du er elev på Roskilde Gymnasium, kan du risikere, at din søgehistorik på internettet bliver tjekket lige så snart, du har sat det sidste punktum i din eksamensopgave.

Gymnasiet har nemlig det seneste år trukket en håndfuld tilfældige elever ud efter hver større skriftlige prøve for at undersøge, om eleverne har været inde på hjemmesider, de ikke måtte.

- Jeg tror, at det er et vigtigt signal at sende til eleverne og omverdenen om, at vi gør noget for at bekæmpe eksamenssnyd, siger gymnasiets rektor, Henrik Nevers.

Jeg vil meget gerne undgå, at vi skal have adgang til elevernes private data. Hvad man har gjort som privatperson op til prøven, har vi ikke nogen interesse i at kigge i.

Henrik Nevers, rektor Roskilde Gymnasium

Praksissen om at tjekke elevernes browserhistorik er ikke et krav til gymnasierne, men det kan det blive fremadrettet.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har nemlig lavet et udkast til en bekendtgørelse, hvor det fremgår, at det skal være muligt for gymnasier at gennemsøge elevers private computere, hvis de har mistanke om snyd under eksaminer.

Det dækker blandt andet over, at elevernes søgehistorik skal tjekkes, men det giver også mulighed for at undersøge deres færden på sociale medier under eksamen.

Venstre er imod forslaget, men i og med at det er en bekendtgørelse, behøver ministeren ikke at have en klar aftale med de andre partier i forligskredsen. Bekendtgørelsen kommer i kølvandet på, at Riisager i september ligeledes i en bekendtgørelse gjorde det klart, at gymnasieelever helt skulle forbydes at benytte internet til eksaminer.

Rektor: Elever bliver briefet på forhånd

På Roskilde Gymnasium mener man ikke, at eksamenssnyd for nuværende er et stort problem. I det år, hvor man har tjekket elevernes browserhistorik, har man ikke haft anledning til at rejse en eneste sag om snyderi på baggrund af stikprøverne.

Der er et misforhold mellem at være så fokuseret på de skriftlige eksaminer, når eksamensgennemsnittet udgøres at mange andre karakterer.

Jakob Thulesen Dahl, Danske Gymnasier

Alligevel mener rektor Henrik Nevers dog, at værktøjet er nødvendigt både som et signal, men også for at bekæmpe snyd fremadrettet.

- Det er et klart signal om, at vi ikke vil acceptere snyd under prøverne, for det vil vi ikke. Jeg tror ikke, at problemet på mit gymnasium er særlig stort. Men jeg må også erkende, at jeg tror, at det kan blive større i fremtiden, siger han og fortæller, at han ikke mener, at det er den rette vej at gå at tiltvinge sig adgang til elevernes sociale medier.

- Jeg vil meget gerne undgå, at vi skal have adgang til elevernes private data. Hvad man har gjort som privatperson op til prøven, har vi ikke nogen interesse i at kigge i, siger Henrik Nevers.

Danske Gymnasier: Virker meget voldsomt

Merete Riisagers forslag til ændring af bekendtgørelsen skal nu i høring, hvor forskellige parter kan komme med indsigelser eller input.

Derfor er der ikke sat nogen dato på, hvornår ændringen eventuelt træder i kraft. Men hvis det står til Danske Gymnasier, der repræsenterer rektorerne, bør ministerens forslag ikke føres ud i livet.

Jeg tror, at det er et vigtigt signal at sende til eleverne og omverdenen om, at vi gør noget for at bekæmpe eksamenssnyd.

Henrik Nevers, rektor Roskilde Gymnasium

Det mener næstformand Jakob Thulesen Dahl, der forklarer, at det virker meget voldsomt at kontrollere elevernes brug af sociale medier.

- Der er et misforhold mellem at være så fokuseret på de skriftlige eksaminer, når eksamensgennemsnittet udgøres at mange andre karakterer. Det gør dem jo ikke til hjernekirurger, at de har snydt til en skriftlig eksamen, siger han og forklarer videre, at man på gymnasierne arbejder intenst med at gøre det klart, at eksamenssnyd ikke tolereres.

Han pointerer også, at man allerede gør noget under selve eksaminerne, hvor vagter holder øje med, om der er elever, som har hænderne lidt for langt ned i honningkrukken.

- Vagterne reagerer, hvis de ser noget på skærmen. Og ellers kan vi gøre brug af de programmer, man bruger på universiteterne, siger han.