Gymnasium og Forsvaret går sammen og laver ny forsvarslinje

Forsvarsakademiet mener, den nye uddannelseslinje kan skabe mere interesse for Forsvaret.

Baltorp Business Gymnasium i Ballerup vil fra næste år lave en forsvarslinje på hhx, så eleverne kan få mere viden om Forsvaret. (© Grafik: Morten Fogde)

Økonomi, sprog, marketing eller politik. Det er nogle af de studieretninger, man kan vælge, når man skal begynde på handelsgymnasiet. Men fra august vil det også være muligt at vælge en forsvarslinje.

Baltorp Business Gymnasium i Ballerup og Forsvaret er i gang med at strikke en ny forsvarsstudieretning sammen. Her kan militærinteresserede tage en treårig hhx-uddannelse og samtidig få undervisning i forsvaret om både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet.

Rektor på Baltorp Business Gymnasium Martin Kramer-Jørgensen siger, at der mangler en uddannelsesmulighed for dem, der allerede på et tidligt tidspunkt ønsker at stifte bekendtskab med Forsvaret, men ikke kan se sig i de traditionelle gymnasiale uddannelser.

- Jeg tror, at vi rammer en helt ny gruppe blandt unge med denne mulighed, og vigtigst af alt kobler vi en gymnasial ungdomsuddannelse med den virkelige verden i en grad, der ikke er set før, siger han.

Han fortæller, at Forsvaret er en af de største arbejdspladser i Danmark, og at arbejdet i branchen også rummer økonomi, virksomheders sociale ansvar og sprog, som der er undervisning i på handelsgymnasiet.

Martin Kramer-Jørgensen siger, det er lige så nærliggende at lave et samarbejde med en privat, dansk storbank, men at der er et stort ønske om at lave en linje med en stor, offentlig virksomhed.

Eleverne på den kommende linje vil blive undervist i samme teorier som deres medstuderende. Men casene i undervisningen vil handle om forsvar. Et af dem kan være generalsekretær i Nato, Jens Stoltenbergs (tv.), beslutninger. (Foto: © JOHANNA GERON, Ritzau Scanpix)

Undervisningscase om Forsvaret

Hhx-uddannelsen vil følge de krav, som uddannelsen er underlagt, men de cases, der undervises i, vil have relation til Forsvaret. Det kan eksempelvis være i faget samfundsfag, hvor der kan være undervisning i Natos beslutninger, krigens love eller cyberkrig. Desuden vil der være mulighed for praktikophold inden for forsvarsområdet, fortæller Martin Kramer-Jørgensen.

Baltorp Business Gymnasium vil frem til sommer samarbejde med Forsvarsakademiet om, hvad linjen konkret skal indeholde. Dog vil det være op til gymnasiet selv at stå for den primære undervisning.

Det er endnu uvist, hvor mange elever begynder på forsvarslinjen til sommer. Men ambitionen er at få eleverne til at snuse til forsvaret for at se, om de karrieremæssigt skal uddanne sig videre inden for militæret, læse en videregående uddannelse eller i job bagefter, siger Martin Kramer-Jørgensen.

- Vi vil forsøge at give et større oplysningsgrundlag, så eleverne kan finde ud af, hvad de vil. Hvis vi ved hjælp af denne uddannelse kan få nogle til at mene, at Forsvaret er et fedt sted at arbejde, så fint. Og hvis de vælger en anden vej, så er det også fint, siger rektoren.

Forsvarsakademiet: Behov for mere personale

I Forsvarsakademiet er man glad for, at der kommer en ny gymnasial linje, der fokuserer på forsvar. Henrik Jedig Jørgensen, der er chef for uddannelsesstrategi og forskningsstøtte i Forsvarsakademiet, siger, at linjen kan gøre de studerende bedre rustet, inden de tager en uddannelse inden for forsvaret.

- Nu har vi ikke set forsvarsforliget endnu, men der er tegn på, at Forsvaret skal vækste, og derfor har vi brug for mere personale. Hvis studielinjen fører til, at flere bliver glade for Forsvaret, vil det ikke gøre mig noget, siger han.

Selvom studieretningen ikke er lavet på grund af krigen i Ukraine, så vurderer Henrik Jedig Jørgensen, at det kan skabe større opmærksomhed, når de kommende elever skal vælge linje.