Gymnasium til kamp mod fnat: Elever skal danse med engangshandsker

Ved kropsberøring i mere end et minut i idræt eller til drama skal handskerne på.

Hvis der skal danses eller røres ved hinanden i mere end et minut i timerne, skal eleverne have engangshandsker på. (© COLORBOX)

Når eleverne på gymnasiet Mulernes Legatskole i Odense skal til idræt, skal de udover tøj og håndklæde også lige huske engangshandskerne.

For skolen oplever flere tilfælde af fnat end normalt.

Derfor har rektor Torben Jakobsen indført brug af engangshandsker i idrætstimerne og til drama.

- I idræt og drama danser man meget og holder meget ved hinanden. Så har jeg sagt, at vi kan have en kasse engangshandsker stående. Og da fnat smitter ved langvarig hudkontakt, skal man bruge handskerne, hvis man skal have ved hinanden i mere end et minut, siger rektoren til DR Nyheder.

Hold igen med kropskontakt

Torben Jakobsen understreger, at der ikke er tale om en epidemi. Men han oplever flere tilfælde end normalt. Og samtidig fortæller flere af hans rektor-kolleger fra andre gymnasier også om flere tilfælde på deres skoler.

Han har flere gange tidligere rundsendt en generel vejledning om fnat. Men da gymnasiet nu oplever en mindre stigning af tilfælde, håber han, at engangshandskerne kan hjælpe.

- Og så handler det også om påpasselighed. Unge rører mere ved hinanden i dag end før i tiden, hvilket er dejligt. Men lige i det her tilfælde vil det være godt at holde lidt igen, siger han.

Helt konkret har Torben Jakobsen opfordret eleverne til at være forsigtige med tæt kropskontakt mellem timerne.

- Vi har nogle områder med møbler, hvor eleverne normalt slapper af og slænger sig tæt op ad hinanden. Så dem bruger vi ikke så meget for tiden.

Fnat er en hudsygdom, som skyldes scabiesmider (fnatmider), som lægger æg og graver gange i huden. Man får hurtigt en meget generende kløe. (Foto: Ritzau Scanpix)

Søg læge

Har en elev fnat eller mistanke om fnat, er det vigtigste råd fra rektor, at man søger læge.

- Ofte kan man få en forebyggende kur. Og jeg vil opfordre til at kigge på Sundhedsstyrelsens hjemmeside omkring hvilke midler, man kan få. For jeg har hørt flere eksempler på elever, som har brugt den normale creme uden virkning, siger han.

Fyens.dk skriver, at brugen af engangshandskerne indtil videre gælder til juleferien.

Sundhedsstyrelsens råd til behandling af fnat

  • Vær omhyggelig med hænderne, fordi fnatmiderne ofte sidder imellem fingrene.

  • Smør hænderne med behandlingscremen igen, hvis du har vasket dem inden for de 8-12 timer.

  • Smør evt. hinanden ind på ryggen, da det ellers kan være svært at ramme hele kroppen.

  • Vask alt, der kan vaskes i hjemmet, ved 60 grader.

  • Isolér alle genstande, der kan være smittet med fnat, fra menneskekontakt i 2-3 døgn ved stuetemperatur (25 grader).

  • Smør dig ind i cremen igen efter en uge og gentag de hygiejniske tiltag.

  • Sørg for at behandle hele husstanden og andre nære kontakter (fx kærester).

  • Vær opmærksom på at kløen kan fortsætte i op til 6 uger selvom behandlingen har virket.

  • Hvis udslættet eller kløen ikke bedres efter endt behandling opsøg din læge igen.

  • Kilde: Sundhedsstyrelsen