Gys, gru og skeletter: Bo bruger en formue på Halloween

I Løvel ved Viborg har Bo Søgaard befolket sit hus med skeletter og monstre - det trækker hele byen til.

Bo Søgaard fra Løvel ved Viborg har pyntet sit hus op til Halloween - og det er nok for børn, men ikke for sarte sjæle.

Skeletter, edderkopper og død og ødelæggelse i lange baner. Men kun for sjov.

Over hele landet fejrer børn og barnlige sjæle i aften Halloween. Med udhulede græskar med lys og grumme smil, med kostumer og masser af slik.

Egentlig er det en amerikansk tradition. Herhjemme har vi fra gammel tid markeret allehelgensaften - og allehelgensdag, hvor vi mindes vore døde.

Men år for år tager flere og flere den amerikanske tradition til sig. Og butikker, der sælger kostumer og masker og uhyggelige effekter melder om stadigt større salg.

Én af dem, der har gjort mest ud af det, er 37-årige Bo Søgaard fra Løvel lidt uden for Viborg.

Hele byen valfarter til hans hus i aften, for her er noget at kigge på.

Bo Søgaard fra Løvel elsker Halloween.

Her er skeletter, gravsten, en bil, der er kørt galt og masser af gys. Bo Søgaard kalder sig selv et stort legebarn, der elsker Halloween.

Det hele begyndte til hans 30-års fødselsdag for syv år siden, hvor han inviterede 70 mennesker til en kæmpestor halloweenfest.

Siden har Halloween-feberen bredt sig til hele byen. Alle kender hans hus, og alle skal forbi det for at se, hvad han nu har fundet på. Og de kommer også fra andre byer.

I weekenden kom der for eksempel et par fra Vejle for at se huset sammen med deres børn. De havde læst om det på Facebook, fortæller Bo Søgaard og fortsætter:

- Sidste år havde jeg besøg af næsten 2.000 mennesker, så det er jo blevet byens største turistattraktion.- Men hvor går grænsen mellem gys og gråd?

- Det skal være sådan, at børnene kan gå rundt og se, at det er gummi, og at det er for sjov.

Ens mave kan godt rulle lidt rundt, men det er mest sjovt, synes Simon Krichau Olsen fra 2. klasse.

Har brugt en formue

Al festen og balladen har ikke været gratis. Bo Søgaard har over de sidste fem år brugt mellem 30.000 og 40.000 kroner på udstyr, for der skal helst nye ting til hvert år.

I år er det installationen herunder, som Bo Søgaard kalder "Evig kærlighed".

Årets nyskabelse i Løvel hedder "Evig Kærlighed"