HA-anholdelse gennembrud i bandekrig

DR Nyheders kriminalredaktør Claus Buhr betegner anholdelsen af et 34-årigt fuldgyldigt medlem af rockerklubben Hells Angels, som et stort gennembrud i bandekonflikten.

Et fuldgyldigt HA- medlem er anholdt for nedskydningen af en 40-årig mand med tilknytning til indvandrerbandemiljøet. (Foto: Martin Sylvest Andersen © Scanpix)

Et 34-årigt fuldgyldigt medlem af rockerklubben Hells Angels blev i dag anholdt på Ibiza for nedskydningen af en 40-årig mand med tilknytning til indvandrerbandemiljøet på Nørrebro i København.

DR Nyheders Kriminalredaktør Claus Buhr betegner anholdelsen, som et stort gennembrud i bandekonflikten.

Det er nemlig ellers lykkedes Hell Angels officielt at holde sig ude af bandekonflikten. De, der har holdt for, er indvandrebanderne og så HA's ungdomsklub AK 81.

Jønke har benægtet konflikt

Under episoden, der foregik den 26. januar på en thairestaurant på Halmtorvet, blev den 40-årige ramt af fire skud i halsen, brystkassen og skulderen på kort afstand, men på mirakuløs vis overlevede han skuddene.

HA's talsmand Jørn Jønke Nielsen har gentagne gange fastholdt at moderklubben ikke er i konflikt med nogen. Senest da han blev frikendt for vold den 6. februar:

- Nu er det jo pressen, der siger, at der en eller anden konflikt med indvandrerbander, men jeg mener, at hele Danmark har et samfundsproblem med integrering, og det er vi en del af, ligesom alle andre borgere, sagde Jørgen Jønke Nielsen dengang.

Vanskeligt at benægte

Men det billede skubber politiet nu til med anholdelse af den 34 årige KR som er fuldgyldigt medlem af HA i Ishøj.

- Der er ingen tvivl om, at den aktuelle anholdelse gør det vanskeligt for Hells Angels fremover at sige, at de ikke er en del af bandekonflikten, og at de ikke har nogen aktier i den, forklarer bandeekspert Michael Hviid Jakobsen fra Ålborg Universitet.

Også blandt et stort antal kilder i politiet, som DR Nyheder i dag har talt med vækker anholdelsen tilfredshed.

Den 34 årige rocker blev anholdt på Ibiza af spansk politi i onsdag. Det er endnu uvist, hvornår han udleveres til Danmark. Vi har i dag talte med HA-talsmand Jørn Jønke Nielsen. Han har dog ikke ønsket at kommentere anholdelsen.

Facebook
Twitter