Når blikkenslagere og elektrikere er på besøg i private hjem i den engelske by Lincoln, så skal de ikke længere kun kigge efter defekte vandrør og ledninger.
De skal også tage et ekstra kig på børnene for at se, om de har det ok.
Rådhuset er nemlig begyndt at give ansatte et kursus i, hvordan man opdager vold mod børn - og det gælder også håndværkere, der arbejder for kommunen, fortæller Amy Allcock fra rådhuset i Lincoln City.
Kommer i private hjem
- Håndværkerne er blevet inkluderet i efteruddannelsen, fordi de kommer i private hjem rundt omkring i byen, og derfor er de måske i stand til at opdage nogle ting, som skal rapporteres videre til de sociale myndigheder, siger Amy Allcock til DR Nyheder. På kurset lærer man, hvad der kan være et tegn på, at forældrene ikke behandler børnene godt.
F.eks. at børnene kan have tøj med lange ærmer på i varmt vejr for at skjule skader og blå mærker. Eller at børnene er uvaskede og undervægtige, fordi forældrene ikke tager sig af dem og giver dem nok mad.
Kurset varer kun fire timer, så det er ikke meningen, at håndværkerne skal blive eksperter.
Se efter potentielle tegn
- De bliver ikke trænet i at efterforske sager selv. Det eneste, som de bliver trænet til, er dels at spotte potentielle tegn på mishandling, og dels at vide hvem at de skal henvende sig til, hvis de opdager noget bekymrende.
Og så beslutter de sociale myndigheder, om sagen er alvorlig nok til, at den skal undersøges, siger Amy Allcock.
I Danmark skønner eksperter, at omkring hver ottende barn er blevet slået eller mishandlet af deres far og mor.
Og der er eksempler på, at danske håndværkere har opdaget svigtede børn, mens de har været på arbejde i et privat hjem.
Flød med tomme flasker
Det skete blandt andet for blikkenslageren Henrik W. Petersen, da han renoverede en bygning, hvor der tilsyneladende boede et par misbrugere med børn.
- Børnene var ikke kommet i bad inden for de seneste uger, og det flød med tomme flasker rundt omkring og der var møgbeskidt. Børnene blev totalt ignoreret, og det så heller ikke ud til, at de fik mad hver dag, fortæller Henrik W. Petersen.
Bør være professionelle
Han er i dag næstformand i fagforeningen Blik og Rør. Men selv om han har hjulpet svigtede børn selv, så synes han ikke, at det er en god idé, hvis man i Danmark begynder at give håndværkere et kursus i at opdage svigtede børn.
- Jeg mener, at det bør være professionelle fagfolk, der tager sig af den slags. Det kan man ikke klare med sådan et simpelt kursus, siger Henrik W. Petersen.
Og han bliver bakket op af både Kommunernes Landsforening og Børns Vilkår. De mener ikke, at der er brug for "spioner" i folks private hjem, for alle børn i Danmark kommer i kontakt med sundhedsplejersker, pædagoger, læger, skolelærere og andre fagfolk, der arbejder med børn til daglig.
- Først og fremmest synes jeg, at man skal bruge ressourcerne på dem, der allerede håndterer børnene i dag. For mange af dem ved for lidt om, hvordan voldsramte børn har det, og hvordan de reagerer. Så man skal fokusere på de grupper frem for håndværkere, siger Peter Albæk, formand for Børns Vilkår.