Hård kritik af misbrugsbehandlingen: For lidt, for skidt og alt for usynlig

Mange misbrugere bliver fanget i et limbo mellem regioner og kommuner, der ifølge en misbrugsekspert og en talsmand for de hjemløse slet ikke er gode nok til at hjælpe afhængige danskere.

Personalet er ikke uddannet godt nok. Misbrugerne bliver ikke spurgt, hvad de har brug for. Regioner og kommuner kan ikke finde ud af at koordinere indsatsen.

Og så er hjælpen slet ikke synlig nok.

Kritikken hagler ned over misbrugsbehandlingen, efter DR i dokumentarserien 'Tro, Håb og Alkohol' har fulgt en gruppe danskeres kamp for at lægge flasken og stofferne på hylden.

Lad os starte med det sidste kritikpunkt omkring synligheden af tilbuddene.

- For hvilke muligheder har en misbruger, der gerne vil i behandling?

Spørgsmålet kommer fra Henrik Rindom, der er speciallæge i psykiatri og har arbejdet med misbrugsbehandling i 30 år. Og svaret er ifølge eksperten, at meget få misbrugere ved det. Den påstand bliver underbygget af, at blot en tiendedel af landets omkring 140.000 alkoholikere modtager behandling på det offentliges regning.

Platugler og fjendtlighed

Han retter kritikken mod kommunerne, som ifølge sundhedsloven skal tilbyde gratis behandling til alkohol- og stofmisbrugere.

Hvorfor gør de det så ikke?, spørger Henrik Rindom, som også kritiserer den behandling, der finder sted, for ikke at være god nok.

- Hvordan forklarer du for dig selv, at en mand på 40 år, der har mistet alt, smider det hele over bord for at drikke? Det er ikke svært at svare på det spørgsmål, hvis man forstår, hvad det vil sige at være afhængig, siger Henrik Rindom.

Men den forståelse er der ikke i systemet, mener misbrugseksperten, der nævner flere eksempler på, at systemet møder misbrugerne med mistro og direkte fjendtlighed.

- Der er en generel forestilling om, at misbrugere er nogle platugler, der siger et og gør noget andet. Men det er mennesker i svær fortvivlelse, siger Henrik Rindom.

Derfor står en bedre uddannelse af personalet højt på hans liste over ønsker til forbedring i behandlingssystemet.

Kommunerne er i gang, lyder svaret fra Kommunernes Landsforening (KL).

- Kommunerne gør en stor indsats for hele tiden at optimere indsatsen for misbrugerne, men man må også forstå, at det ofte er en meget kompleks opgave at hjælpe en misbruger. Mange kommuner har blandt andet sat ind med efteruddannelse af de kommunale medarbejdere på rusmiddelområdet, lyder det i et skriftligt svar fra Thomas Adelskov, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i KL.

Hvad har misbrugeren brug for?

Manglen på forståelse for misbrugerens situation skyldes ifølge Henrik Rindom i bund og grund mangel på nysgerrighed.

- Man har jo ikke spurgt misbrugeren, hvad der skal til, før han søger hjælp, eller hvad han har brug for. Så man kunne jo starte ned at spørge om det, siger speciallægen.

Også den problemstilling er man opmærksom på i kommunerne.

- Det er netop temaet for KL's rusmiddelkonference 10. oktober: Hvordan vi inddrager borgerne mere i indsatsen, skriver Thomas Adelskov.

Falder ned mellem to siloer

En af målgrupperne for misbrugsbehandlingen er hjemløse. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI's, seneste hjemløsetælling har halvdelen af de 6.138 personer, der bor på gaden, en psykisk sygdom, to ud af tre har et misbrugsproblem, og mange har begge dele.

Derfor er svaret på, hvordan de skal hjælpes, ret klart, når man spørger de hjemløses landsorganisation SAND.

- Der skal være en national behandlingsgaranti, som ikke er bundet op på kommuner og regioner, siger udviklingskonsulent i SAND René Nielsen.

For de hjemløse, der har brug for både psykiatrisk behandling, som regionerne står for, og misbrugsbehandling, som hører under kommunerne, bliver tabt mellem to systemer, der ikke kan finde ud af at arbejde sammen, lyder kritikken.

- De falder ned mellem to siloer og et hav af stole, for de har jo en masse kontaktpersoner. De er en del af et enormt kompliceret system, hvor den hjemløse bliver tovholder. Og det kan vedkommende jo ikke overskue, siger René Nielsen.

Danske Regioner: Den verden skal vi væk fra

Danske Regioner erkender, at misbrugsbehandlingen ikke fungerer optimalt, og at samarbejdet med kommunerne ikke er godt nok.

- Misbrugerne kommer i en situation, hvor de får at vide, at de ikke kan blive behandlet for deres psykiske sygdom, før misbruget er væk, og at de ikke kan blive behandlet for deres misbrug, før den psykiske sygdom er væk, siger Charlotte Fischer, der er formand for Social- og Psykiatriudvalget i Danske Regioner.

- Det skal være slut. Den verden skal vi væk fra. Når man kommer ind i psykiatrien, skal man spørges, om man har et misbrugsproblem og omvendt.

Charlotte Fischer peger på, at der fra Sundhedsstyrelsen tidligere på året blev udstukket nogle retningslinjer, som skal skabe en mere helhedsorienteret indsats.

- Min opgave i regionsregi må være, at det også bliver sådan i praksis, siger hun.

Problematikken er ikke ny, men det er en kæmpe udfordring at lave en samlet indsats, understreger Charlotte Fischer. Både fordi kommuner og regioner ikke er født til at arbejde sammen, og fordi kommunerne tilbyder mange forskellige former for misbrugsbehandling, som er svære at samle under ét.

Hvor stor en rolle spiller økonomi i, at det ikke har fungeret og stadig ikke fungerer?

- Det er ikke nødvendigvis problemet her. Det er lige så meget manglende koordination.

- Sindssygt mål, at vi skal være stoffri

Men hvad vil misbrugerne egentlig have, når de spørger det offentlige om hjælp?

DR Nyheder har spurgt Anja Plesner, der har været alkoholiker og stofmisbruger i 11 år af sit liv. Hun beskriver sig selv som "pauseholdende misbruger" og er leder af Brugernes Akademi - det tætteste, man kommer på en fagforening for stofmisbrugere og alkoholikere i Danmark.

Anja Plesner har fire ønsker, som du kan se herunder.

  • Professionel behandling - Vi skal have adgang til psykiatere, psykologer, læger, sygeplejersker og i det hele taget folk, der ved, hvad de taler om.

  • Straksbehandling - Vi skal i behandling med det samme, så vi kan nøjes med et rekreationstilbud på tre uger. Der kan ske meget i en misbrugers liv, hvis han eller hun skal vente fire måneder på at komme i behandling.

  • Livskvalitet frem for stoffri - Som det er nu, er målet med behandlingen at blive stof- eller alkoholfri. Men når man siger stoffri, siger man også medicinfri, og der er rigtig mange af os, der har en diagnose og har brug for medicinen. - Det er faktisk et sindssygt og ret tarveligt mål, at vi skal være stoffri. Målet skal være livskvalitet.

  • Fremtidsfokus - Der skal være fokus på, at vi bliver etableret i bolig og finder noget at beskæftige os med, så vi får en funktion i livet. Det er hårdt at blive sendt tilbage til Mændenes Hjem og skulle holde sig stoffri.

Facebook
Twitter