Hackere stjæler cpr-numre gennem bibliotekscomputere

It-kriminelle har skaffet sig adgang til danske cpr-numre ved at hacke offentlige computere på biblioteker.

Hvis man har anvendt offentligt tilgængelige computere, bør man ændre sine passwords. (Foto: Morten Germund © Scanpix)

Det er lykkes it-kriminelle at hacke offentlige computere på landets biblioteker og skaffe sig adgang til danskeres cpr-numre.

Det gælder borgere, der har brugt de computere, der står offentligt tilgængeligt på bibliotekerne.

Det oplyser Kommunernes Landsforening (KL) i en pressemeddelelse.

- Det er et organiseret angreb, hvilket gør det utroligt svært at dæmme op for som offentlig myndighed. Derfor sætter vi benhårdt ind med en række målrettede initiativer, så kommunerne kan få lukket de huller, der måtte være i sikkerheden, siger direktør i KL Christian Harsløf i pressemeddelelsen.

Udover cpr-numre kan andre data også være blevet stjålet. Derfor opfordrer KL til, at man ændrer password alle steder, hvis man har anvendt offentligt tilgængelige computere.

Politiet er naturligvis på sagen, og herfra er man i dialog med Nets, som sørger for at spærre nem-id til de bogere, som er blevet ramt. Hvis ens nem-id er blevet spærret vil man få et brev med en vejledning til, hvad man skal gøre.

/ritzau/