Hækkerup venter på forklaring fra Kiærskov

Forsvarsministeren har bedt hærchef og andre implicerede om en redegørelse. Derefter tager han stilling til en tjenesteretlig sag.

Forsvarsminister Nick Hækkerup afventer nu en redegørelse fra tidligere chef for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskov.

Fundet af et notat i en papkasse i Forsvarskommandoen har fået forsvarsminister Nick Hækkerup til at bede den tidligere chef for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskov, og andre implicerede om en redegørelse.

- Når de foreligger vil vi tages stilling til, om der skal foretages tjenesteretslige skridt. Vi vil undersøge sagen, inden vi drager konklusioner og ikke omvendt, siger Nick Hækkerup til DR Nyheder.

- Det skal aldrig være sådan, at en minister eller et ministerium ikke giver de rigtige oplysninger, men vi skal også passe på med at dømme, før sagen er ordentligt undersøgt, siger han.

Nok at tage fat på

Nick Hækkerup roser tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech for at sætte en undersøgelse af sagen i gang efter offentliggørelsen af Wikileaks-dokumenter.

- Det var rigtigt at sætte undersøgelsen i gang. Vi ønsker dog en egentlig kommission, den kommer nu, og der er tilsyneladende nok at tage fat på. Nu tager vi fat på spørgsmålet om eventuelle tjenesteretslige skridt, resten ligger i Irak-kommissionen, siger han.

13 gange har Folketinget fået at vide, at danske soldater har taget 195 irakiske fanger, selv om tallet tyder på at være 500.

- Jeg har sagt i Folketinget at tallet er højere. Danmark har været i krig i Irak, og derfor er det i danske øjne interessant, hvor mange fanger der er taget, og hvordan de er blevet behandlet, siger Nick Hækkerup.

Facebook
Twitter