Hærens geledder vakler: På Bornholm går selv garnisonschefen grænsevagt

Udvidet grænsekontrol og nationale opgaver kan medføre konsekvenser for kommende Nato-missioner.

Udvidet grænsekontrol og nationale opgaver presser Hæren. (Arkivfoto). (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Sommerferier bliver afbrudt eller flyttet. Vigtige militærøvelser udskudt. Chefkontor og stab tømt for officerer og befalingsmænd.

Hæren er i knæ på grund af den nationale indsats mod coronavirus. Opgaver der kræver tre gange så mange soldater som normalt. Blandt andet til regeringens udvidede grænsekontrol og bemanding af testcentre.

Bornholm betyder det, at garnisonschefen selv ifører sig refleksvest til en uges grænsevagt på havnen i Rønne. Det samme gør hans stabschef, der er major.

Ganske enkelt for at få vagtplanen til at hænge sammen. Så de af hans soldater, der senere på sommeren skal sendes til Afghanistan, får mulighed for at holde tre ugers ferie med familien.

- Det er alle, inklusiv vores egen stabschef, der skal have en uges vagt som major nede på havnen i Rønne. Jeg håber, I forstår, at det er, fordi jeg gerne vil sikre, at dem, der skal afsted, de får en fornuftig afsked og tid med deres familie, sagde chefen for Opklaringsbataljonen på Bornholm, oberstløjtnant Abildgaard, i sidste uge i en video til sit personel.

Advarsel: Nato-missioner i fare

Soldaterne på Bornholm er langt fra alene. Omkring 900 soldater, eller hvad der svarer til hver tiende i Hærens geledder, har måttet afbryde, udskyde eller ændre sommerens hovedferie. Det oplyser Hærkommandoen.

Kun dem, der snart skal udsendes, bliver skånet.

Situationen fik i går hærchef Michael Lollesgaard til at advare mod, at arbejdspresset kan få fatale konsekvenser for fremtidige, militære missioner.

- Fortsætter det ret meget længere, så vil det have en længerevarende konsekvens for noget af det, der skal ske i 2022, sagde generalmajor Michael Lollesgaard til DR Nyheder.

Hærchef og generalmajor Michael Lollesgaard besøgte sidste år den store militærøvelse 'Brave Lion'. På grund af Covid-19-indsatsen er øvelsen nu nedskaleret og Hæren advarer mod konsekvenser for kommende internationale missioner. (Foto: Morten Fredslund © Forsvarsgalleriet)

Simpelthen fordi der ikke er tid eller overskud til at gennemføre den afgørende træning, der er nødvendig for en enhed, der skal sendes ud på risikable missioner.

Overtager snart Nato-lederskab

Fra årsskiftet overtager Danmark ansvaret for Nato’s mission i Irak. Oven i det skal Hæren have en kampbataljon klar - omkring 1.000 mand - til at rykke ud på Nato-missioner med 30 dages varsel.

Samtidig fortsætter missionerne i Afghanistan og Kosovo.

Soldaternes fagforbund, HKKF, opfordrer politikerne til at gribe ind, før geledderne bukker under for presset eller situationen koster menneskeliv på grund af manglende træning.

Allerede nu er Forsvarets største og vigtigste militærøvelse, ‘Brave Lion’ i Oksbøl øvelsesterræn til efteråret, delvist aflyst.

- Vi ser allerede i dag, at alle tager del i opgaven. Vi har både stabe, befalingsmænd og officerer, der står side om side med soldaterne derude. Det gør man ikke, medmindre det er højst nødvendigt, siger Kurt Tolstrup Brantner, fungerende formand

  • Hæren har 600 soldater indsat i døgnet til blandt andet den udvidede grænsekontrol. (Foto: Christian Sundsdal © CHRISTIAN SUNDSDAL)
  • Soldaterne bemander også Covid-19-testcentre over hele landet. (© Forsvaret)
1 / 2

- Vi ser gerne, at Forsvaret og særligt Hæren afløses fra den opgave, som der er i den udvidede grænsebevogtning og testcentrene. Så hurtigt som muligt. Jeg har ingen ide om, hvor længe Hæren kan blive ved på den måde. Men det vi hører fra medlemmerne er, at de har ekstremt travlt.

Forsvarschef: Vi afbøder konsekvenserne

Hærchefen understregede i går, at Hæren fortsat vil løse opgaverne. Men han konstaterede også, at han ikke vil sende soldater på mission i udlandet, hvis ikke de er klar.

- Det er meget alvorlige sager, og derfor går vi heller ikke på kompromis med soldaternes niveau, sagde generalmajoren.

Forsvarsministeren afviste i går, at Hærens byrder har udsigt til at blive lettet.

- Den meget klare tilbagemelding, jeg har fået fra forsvarschefen, er, at vi er i stand til at løse de opgaver, som er politisk besluttet, at vi skal løse, siger Trine Bramsen (S).

Til DR Nyheder oplyser forsvarschef Bjørn Bisserup, at ‘alle rådige midler’ fra Forsvaret har været indsat under covid-19-krisen.

- Vi har ikke lagt skjul på, at situationen med Covid-19 kan få en række afledte effekter og konsekvenser for Forsvaret på længere sigt. Dem har vi løbende været i dialog om, og nu er vi i gang med at afbøde dem på bedste vis. Jeg vil dog gerne afslutningsvis understrege, at det ikke vil få betydning for danskernes tryghed, skriver general Bjørn Bisserup i en skriftlig kommentar.

Facebook
Twitter