Hærvejen trænger til et ansigtsløft - men kan ende i vandreruternes superliga

Med et trecifret millionbeløb skal Hærvejen omdannes til en 'ikonisk' vandrerute, der også skal lokke udenlandske turister til.

Marie Lau Florin og hendes mand Torben på deres tur langs Hærvejen. Billedet her er fra Svinklovene i Nordvestjylland. (© (Privat foto))

- Når man starter på Hærvejen, så er det første tegn på, at man er på ruten, en planche på en toiletbygning.

De seneste ferieuger har Marie Lau Florin og hendes mand brugt på nogle af de mere end 500 kilometer på vandreruten Hærvejen, der slanger sig ned igennem det meste af Jylland.

Og med erfaringer fra nogle af de største vandreruter i Europa med i rygsækken er parret ikke i tvivl om, at ruten vil kunne konkurrere med de selv de bedste. Men der er brug for forbedringer langs ruten.

- Når man eksempelvis krydser en kommunegrænse, så skifter skiltedesignet og princippet for, hvordan der er skiltet. Det kan især gøre nye vandrere forvirrede og utrygge ved ruten, siger Marie Lau Florin.

  • Marie og Torben Lau Florin gik på deres tur langs Hærvejen blandt andet forbi Hald Sø sydvest for Viborg. (© (Privat foto))
  • Muslingen foran domkirken i Viborg er et symbol for pilgrimsvejen til Santiago de Compostela i Spanien, hvor Caminoen ender. (© (Privat foto))
  • Turen langs Hærvejen går også forbi Husby Hole og mindestenen om boneoprøret i 1441. (© (Privat foto))
  • Hærvejen kommer også forbi Skærbæk Plantage i Midtjylland. (© (Privat foto))
1 / 4

Parret driver sammen vandre-bloggen Frie fodspor, og de kan tydeligt mærke, hvor stor interessen for at sætte det ene ben foran det andet faktisk er. Derfor var det også en stor overraskelse, at de havde de mange kilometer dansk vandrerute næsten for sig selv.

- Det er faktisk overraskende, hvor få mennesker man møder på ruten. Nu har vi vandret i 11 dage, og for sjov skyld har vi talt op, hvor mange vi har mødt. Vi har mødt 25 vandrere på 11 dage.

Men nu er der ændringer på vej. For den flere hundrede år gamle Hærvej får nu en stor opdatering - og skal i fremtiden være en 'ikonisk' vandrerute, som kan lokke turister til Danmark og væk fra nogle af de mest kendte vandreruter i Europa som Caminoen i Spanien og Frankrig.

15 kommuner er nu gået sammen om at forbedre ruten de kommende år – og i ryggen har kommunerne et trecifret millionbeløb, som er blevet stillet til rådighed af Nordea-fonden.

Langt til indkøb, toilet og koldt vand

Selvom Marie Lau Florin faktisk er meget begejstret for Hærvejen, så er ønskelisten med forbedringer lang. For det første skal både starten og afslutningen på ruten forbedres, mener hun.

- Når man afslutter ruten i Padborg, så står man ved en låge i et trådhegn ind til Tyskland. Jeg synes, det kunne være fantastisk at designe steder, hvor man har lyst til at tage et billede, der siger: ’Her starter et eventyr!’ Og et slutsted, der siger: ’Jeg gjorde det sgu!’

På deres tur langs ruten har parret oplevet, hvordan den mangelfulde skiltning har betydning for mindre erfarne vandrere.

- Det allerførste folk spørger om, når man går dem i møde, er: ’Hvor langt er der til en vandhane?’ Eller ’Kan det passe, at der kommer 30 kilometer nu uden et supermarked?’

- Og nogle gange må man svare, at ja, det kan godt passe. Faktisk er der måske endnu flere kilometer uden et supermarked. Og så er barren sat højt for selv erfarne vandrere, hvis man skal planlægge over 50 kilometer til fods uden at kunne købe ind.

Endnu et ønske fra Marie Lau Florin er en bedre Hærvejs-app end den, der eksisterer i dag. Og tjekker man anmeldelser af appen, er det tydeligt, at hun ikke er alene med dét ønske.

- Appen måler ikke afstanden på ruten. Det har tilføjet 5-10 kilometer til (min rute, red.) hver dag. Vi kom også til et shelter i Kollerup, hvor appen sagde, at der var vand, men det var der ikke, skriver én af de utilfredse vandrere blandt andet.

Marie Lau Florin mener, at en bedre app med god information kunne lokke flere i vandrestøvlerne.

- Hvis vi vil have flere til at opdage, hvilken perle Hærvejen er, så skal vi fange folk hjemme i sofaen. Det er dér, drømmen og planlægningen starter. Desværre går mange kold allerede før det første skridt, fordi de mangler praktisk information: Hvor kan man overnatte? Handle ind? Hvordan kan jeg dele ruten i bidder?

- Det er noget af det, vi har savnet allermest selv.

Skal være 'ikonisk' rute

Nordea-fonden har i starten af juli allerede doneret de første 12,1 millioner kroner af det trecifrede millionbeløb til udvikling af Hærvejen. Nogle af de første penge skal blandt andet gå til at forbedre netop appen.

- Pengene skal også bruges til udvikling af et helt koncept om, hvordan vi sikrer, at man føler sig tryg, når man går derude, og at man altid kan finde vej og ved, hvor langt der er til næste vandpost og toilet, fortæller Mikkel Blaabjerg von Seelen, sekretariatschef for Udvikling Hærvejen.

Den øvrige udvikling af Hærvejen skal ske over de næste år frem til 2025.

Hærvejen byder også på vandring langs Lønstrup Strand i Nordjylland. (© Morten Langkilde/Ritzau Scanpix)

Herefter er håbet, at man står tilbage med en meget anden vandrerute, end den man har i dag. Mikkel Blaabjerg von Seelen er nemlig enig i, at der er flere steder, hvor det i dag kunne gøres bedre.

- Målsætningen er, at vi på den anden side at arbejdet står med en ikonisk vandre- og cykelrute, som både er et tilbud til lokale borgere og et trækplaster i Europa for vandre- og cykelturismen, som er i stærk vækst de her år.

- Vi arbejder både på faciliteter og oplevelser. På begge parametre er der nogle steder, hvor vi kan gøre det bedre.

Marie Lau Florin glæder sig over, at der nu er millioner på vej til Hærvejen. Selvom hun har gået på nogle af de mest kendte vandreruter rundt omkring i Europa, så kan den danske natur også imponere selv en garvet vandrer.

- Hærvejen har et kæmpe potentiale. Jeg tror på, at hvis man kan gøre det nemt, overskueligt og trygt for turister, der elsker naturen at opleve Danmark til fods, så vil der komme mange flere til Hærvejen.