Flertallet af 2.d på Tårnby Gymnasium ville ikke kunne blive danske statsborgere efter de nye skærpede krav til indfødsretsprøven, som regeringen og Dansk Folkeparti i går blev enige om.
DR Nyheder testede de 26 elever, og 15 af dem dumpede testen efter de nye skærpede krav. Hvis de gamle regler stadig var gældende ville kun en elev dumpe.
Reglerne bliver ændret, så 32 og ikke 28 svar skal være rigtige, og prøven skal gennemføres på 45 mod tidligere 60 minutter.
Nydansker klarede det bedst
Den elev, der klarede det bedst var klassens eneste nydansker. Hun var den bedste med 38 rigtige ud af 40.
Hun er marokkaner, og overvejer at søge dansk statsborgerskab, så for hende var testen et skulderklap.
Det positive ved klassens resultat var at de blev færdige lang tid før tid.
Der gik 21 minutter før alle havde svaret. De nye regler giver egentlig 45 minutter til at svare mod tidligere 60 minutter.