Halvdelen af de nye coronasmittede i Aarhus er fra somalisk mindretal

Kommunen sætter nu ind med informationskampagne rettet mod det somaliske mindretal.

Aarhus Kommune sætter ind med kommunikation i boligforeninger og institutioner efter stigende smittetal. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

I løbet af bare en uge er der registreret 104 nye tilfælde af smitte med coronavirus i Aarhus Kommune.

- Omkring halvdelen af de nye smittede er en del af vores somaliske mindretal i Aarhus, siger byens borgmester, Jacob Bundsgaard (S), der understreger, at man ikke ved, hvorfor smitten har spredt sig særligt der.

- Men vi kommer til at sætte ind med en målrettet kommunikation. Både gennem boligforeninger og de institutioner, vi har i de områder, hvor der bor mange fra vores somaliske mindretal, siger han.

Meldingen fra borgmesteren kommer, efter at kriseberedskabet i Aarhus Kommune i dag har holdt møde med den regionale beredskabschef og en repræsentant fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Vi samarbejder også med vores nationale sundhedsmyndigheder ved både at lave smitteopsporing og opspore smittekæder, så vi kan se de mønstre, der er, siger Jacob Bundsgaard.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Styrelsen for Patientsikkerhed er fortsat i gang med at danne sig et overblik over smittekæderne i Aarhus, der ellers kun har haft ganske få daglige smittetilfælde de seneste to måneder.

Op til weekenden begyndte tallene dog at vokse støt, og alene det seneste døgn er der registreret yderligere 27 tilfælde.

Overrepræsenterede i smittestatistik

Det er ikke første gang, at coronasmitte har spredt sig særligt blandt personer med anden etnisk baggrund end dansk.

I uge 30 blev der registreret 247 nye smittetilfælde. 59 procent var ifølge Statens Serum Institut (SSI) indvandrere. Gruppen udgør kun 14 procent af den samlede befolkning, så der er tale om en stor overrepræsentation.

Statens Serum Institut har endnu ikke en god forklaring på denne udvikling. Tyra Grove Krause, der er afdelingschef på Statens Serum Institut, pegede dog i sidste uge på nogle mulige forklaringer.

- Det kan skyldes, at der kommer flere udefra i de miljøer. Det kan også have noget at gøre med familiernes størrelse, og at man derfor har større familiesammenkomster, sagde hun.

Ifølge Tyra Grove Krause kan det høje smittetal blandt indvandrere muligvis også skyldes en manglende sprogkompetence.

- Vi kan ikke udelukke, at der kan være sprogbarrierer. Det kan være vanskeligt at gennemføre kontaktopsporingen i de grupper, hvis der er en sprogbarriere.

'Det her er et wakeupcall'

Udviklingen i Aarhus har vakt bekymring blandt flere eksperter, og en har påpeget, at der nok har fundet en såkaldt superspredningsbegivenhed sted.

Det har fået øjnene til at rette sig mod AGF-fans' fejring af fodboldklubbens bronzemedalje i Superligaen sidste weekend, hvor omkring 1.000 mennesker forsamlede sig på Rådhuspladsen i Aarhus, hvor de tilsyneladende havde glemt alt om corona-retningslinjer.

Om der har fundet smittespredning sted blandt AGF-tilhængerne kan Styrelsen for Patientsikkerhed endnu ikke oplyse, og den har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til eventuelle mønstre i smittespredningen i Aarhus.

Men en ting står ifølge Jacob Bundsgaard klart, efter at coronavirusset har fået fat i det østjyske.

- Det her er et wakeupcall. Ikke kun til Aarhus, men til hele Danmark, om at smitten altså kan blomstre op igen. Den er i vores samfund, og vi har altså brug for, at vi øger opmærksomheden på de retningslinjer, der er, siger Jacob Bundsgaard.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Ud over informationskampagnen rettet mod det somaliske mindretal har Aarhus Kommune også genindført besøgsrestriktioner på plejehjem og sociale botilbud.

Det betyder, at alle besøg som udgangspunkt skal foregå udendørs. Samtidig skal alt personale på social- og ældreområdet testes for coronavirus.

- Det er 4.000 til 5.000 medarbejdere, der skal testes nu og testes fortløbende hver 14. dag, indtil smitten er faldet tilstrækkeligt, siger Jacob Bundsgaard.

Facebook
Twitter