Halvdelen af os bor tæt på hvor vi er født

Danskerne slår i høj grad rødder, hvor de er født. 2,3 millioner af os bor mindre end 10 kilometer fra vores fødesogn, viser nye tal.

Flyttevognen er pakket til bristepunktet og klar til at køre, men den kører ofte ikke forbi mange byskilte på sin vej.

Nye tal fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har analyseret, viser nemlig, at knap halvdelen af den danske befolkning bor mindre end 10 kilometer fra det sogn, hvor vi blev født.

Ifølge Hans Skifter Andersen, adjungeret professor ved Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet, er tallet overraskende højt.

- Jeg synes, det er rigtig mange mennesker. Det beviser, at det, der betyder noget for os, er stedstilknytning og sociale netværk. Vi er meget knyttet til steder med familie og venner, men vi kan også være knyttet til byen. Vi kan direkte elske byen og føle os hjemme.

Helt nøjagtig 2,3 millioner af os bor maksimalt 10 kilometer fra vores fødesogn. Antallet af borgere, der bor i samme landsdel, som de er født, er 3,1 millioner, hvilket svarer til hele 63 procent af befolkningen.

Kærlighed til hjemegn

Minister for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen (S) ser først og fremmest det høje antal af hjemmefødninger som en styrke.

- Det er et udtryk for at Danmark er et lille homogent land, hvor der er trygt og godt at bo alle steder i landet. Man skal ikke undervurdere kærligheden til sin hjemegn.

Ministeren kunne aldrig selv finde på at flytte fra sin hjemegn på Fyn, og han pointerer, at mange danskere, ligesom han selv, er villige til at pendle langt til arbejde.

taetpaaroedderne (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Vestegnen bliver hjemme

Den højeste andel af borgere, der bor tæt på deres fødested, findes særligt i de nærmeste omegnskommuner til København.

Kommunen med den største andel er Rødovre, der ligger vest for København, hvor hele 74 procent af indbyggerne bor mindre end ti kilometer fra, hvor de blev født.

Erik Nielsen har været borgmester i Rødovre Kommune i over 20 år. Ifølge ham er det den dybt forankrede fællesskabstanke, der er årsag til, at så mange vælger at blive i Rødovre eller flytte tilbage.

- Vi har altid sagt, at der er plads til alle i Rødovre. Vi er et lille lokalsamfund, og vi mødes i mange sociale sammenhænge. Vi har mange frivillige og sociale foreninger med mange frivillige mennesker. Jeg tror, det er det nære, der gør, at folk bliver boende, fortæller den tidligere KL-formand.

Generelt indtager kommunerne på Københavns Vestegn mange af pladserne i top ti over de kommuner, hvor flest borgere bor samme sted, som de er født. Ud over Rødovre gælder det nabokommuner Hvidovre, Herlev, Glostrup og Brøndby.

Boligpriser presser os til at flytte

Nord for København finder man derimod mange af de kommuner, hvor færrest af indbyggerne er født i nærheden. I Hørsholm, der blot ligger 30 kilometer fra Rødovre, er andelen helt nede på 28 procent.

Hans Skifter Andersen har forsket på området i mange år og blandt andet skrevet om danskernes mobilitet og årsagerne til, at vi flytter. Han mener, der er flere grunde til, at andelen er så lav i Nordsjælland.

Blandt andet er mange af kommunerne blevet udbygget i efterkrigstiden, hvilket har ført til tilflyttere fra andre kommuner. De ofte høje boligpriser gør desuden, at borgere, der er født i området, ikke har råd til at blive boende, men tiltrækker dem fra andre landsdele, der har penge nok.

En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der generelt er en tendens til, at højtlønnede flytter til Hovedstadsområdet og Østjylland, mens arbejdsløse og lønmodtagere på grundniveau flytter til yderområder som Vest- og Sydsjælland, hvor kun 72 procent af tilflytterne i 2011 var beskæftigede.

Store forskelle landet over

Hvis man tager turen over Storebælt, så finder man også store forskelle i antallet af hjemmefødninger. I Odense er 54 procent af befolkningen født højst 10 kilometer fra, hvor de bor i dag, mens tallet kun er 38 procent i Kerteminde og 36 procent i Assens.

Hvis man kører videre over Lillebælt og mod syd, møder man nogle af de kommuner, hvor færrest bor tæt på deres fødested – blandt andet er andelen helt nede på 32 procent i Aabenraa.

Hvis man i stedet for at kigge på, hvor mange der bor inden for 10 kilometer af fødestedet, derimod ser på hvor mange der bor i samme landsdel, som de er født, så ligger Nordjylland ikke kun toppen af Danmark geografisk, men også når det kommer til at bo tæt på fødested.

Hele 80 procent af nordjyderne er nemlig også født i Nordjylland. Til sammenligning er kun 42 procent af borgerne Nordsjælland født der.