Halvøen Lynetteholm er bredt vedtaget – men modstanderne har ikke tænkt sig at give op

Københavnerne har ikke forstået, hvad der er ved at ske med deres by, lyder det fra modstanderne af Lynetteholm.

Sebbe Selvig er familiefar og bor på Margretheholm, som er et af de steder i byen, der vil komme til at mærke byggeriet mest. Han er talsmand for borgergruppen ‘Stop Lynetteholmen’.

"Stop Lynetteholmen" står der på et af de bannere, som en lille gruppe demonstranter i dag har vist frem foran Christiansborg.

De er stået tidligt op for at demonstrere mod anlægningen af den kunstige halvø Lynetteholm, som netop er blevet vedtaget med et bredt flertal i Folketinget.

En af dem er Eva Larsen, der har boet i København hele sit liv, og udover et par store 60'er solbriller er hun troppet op med budskabet om at stoppe projektet.

- Jeg synes, at det her projekt er helt hen i vejret. Det har så mange gennemgribende konsekvenser for hele København i forhold til miljøet, siger hun.

- Som københavner er jeg også meget bekymret over de mange lastbiler, som dagligt skal køre gennem byen. Jeg er holdt op med at ryge, men nu spørger jeg mig selv, hvorfor jeg har gjort det, når der alligevel skal køre så mange lastbiler rundt med jord, der vil støve op i luften i mange, mange år, fortsætter Eva Larsen.

Foran trappen til Christianborg blev der her til morgen demonstreret mod vedtagelsen af den kunstige ø Lynetteholm.

Byggeriet af selve Lynetteholm betyder i første omgang, at der frem mod 2035 skal fyldes 80 millioner ton jord og 28 millioner kubikmeter sand ned i Øresund ud for Trekroner Fortet for at skabe den tre kvadratkilometer store ø.

Brugte aftenen på banner

Eva Larsen er ikke den eneste, der har taget opstilling foran Christiansborg. Blandt demonstranterne finder man også Nicholas Woollhead - en ung fyr med kasket og habitjakke - der brugte torsdag aften på at lave slogans, som han nu råber ud til forsamlingen.

- "I siger det er så god en plan, men tør I gå til valg på sagen, "lyder det, hvis han skal gengive sit yndlingsrim.

Nicholas Woolhead blev først selv opmærksom på planerne om Lynetteholm i januar og er i dag aktiv i gruppen “Stop Lynetteholmen”. Han er overbevist om, at mange københavnere stadig ikke har forstået omfanget af projektet, fordi det også først er gået sent op for ham selv. Derfor mener han, at politikerne burde have ventet med at vedtage loven til efter kommunalvalget til november, så københavnerne med deres stemme kunne vise, om de bakker op om projektet.

- Det her projekt, som er det største i Københavns historie og et af de største infrastrukturprojekter i Danmarkshistorien, bliver simpelthen trukket ned over hovedet på os mellem valgperioder, hvor vi ikke har en chance for at blive hørt, mener han.

Bred opbakning til halvøen

Udover borgermodstanden har blandt andre også flere eksperter i miljøret udtrykt kritik af projektet.

Men på trods af det er der bred politisk opbakning til projektet - dog stemte Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet og Frie Grønne imod.

SF er et af de partier, der stemte for, men ifølge Anne Valentina Berthelsen, transportordfører for SF, er det egentlig ikke med partiets gode vilje.

- SF har talt enormt meget med forskerne, og vi har stor tillid til en som Ellen Margrethe Basse (forsker i miljøret, red.). Derfor er vi også bekymret og lytter til kritikken om, at det er i strid med EU-retten.

Alligevel har partiet dog valgt at stemme for.

- Problemet er, at der er et stort flertal uden om SF, der uanset hvad ville stemme for i dag, og derfor kan vi gøre to ting. Vi kan stille os udenfor, hvilket vi ikke får forbedringer af, og ellers kan vi gå med og kæmpe, hvilket vi har valgt at gøre, siger Anne Valentina Berthelsen.

Kritikere stiller også spørgsmål til, hvorfor det skal gå så hurtigt med vedtagelsen, når projektet først skal stå færdigt i 2070. Men den kritik er altså ikke noget, som Jakob Næsager, der er konservative lokalpolitiker i København, oplever som voldsomt.

- Jeg oplever ikke stor modstand. 80 procent af folketingets medlemmer forventes at stemme for, sagde han forud for vedtagelsen.

- Vi har drøftet Lynetteholm de seneste fem år, det er ikke noget nyt, fortsætter han.

Nicholas Woollhead brugtei går sin aften på at lave slogans, som han nu råber ud til forsamlingen fra trappen foran Christiansborg.

Her er naboen til byggeriet

En af dem, der kommer til at mærke byggeriet på tætteste hold, er familiefar Sebbe Selvig, der bor på Margretheholm. Han er talsmand for borgergruppen ‘Stop Lynetteholmen’. Selv om den nye ø nu er vedtaget, har han ikke tænkt sig at opgive kampen. Han tror på, at modstanden vil vokse, når københavnerne finder ud af mere om projektet.

I er jo kun en lille flok her, og det er heller ikke lykkes jer at samle mere end godt 3.300 underskrifter på borgerforslaget om at udsætte beslutningen af Lynetteholm. Tror du ikke, at københavnerne egentlig bare er glade for projektet?

- Nej, det er, fordi de ikke ved, at Lynetteholmen kommer lige om lidt. Alle, der sætter sig ind i det og bruger bare en time på at læse op på kritiske artikler er med det samme modstandere mod projektet i den nuværende form. Jeg siger ikke, at Lynetteholmen ikke kunne være den gode løsning. Der er bare ingen debat om det, mener han.

Tilføjet: Nye Borgerlige stemte også imod byggeprojektet.