Halvt så mange gravide ryger

Synet af en kvinde med en stor, rund, gravid mave og en rygende smøg i hånden er med hastig fart blevet lidt af en en sjældenhed.

Omkring hver tiende gravide kvinde ryger i dag i begyndelsen af fødslen. I starten af nullerne røg næsten dobbelt så mange gravide.

Forhøjet risiko for tidlig fødsel, vuggedød, astma, damp.

Rygning under graviditeten er ikke sundt for fosteret og kan i værste fald være fatalt allerede inden fødslen.

- Den værste risiko, man udsætter sit barn for, det er, at barnet dør. Vi ved, at når man ryger under graviditeten, er der dobbelt så stor risiko for, at barnet dør enten under graviditeten eller i det første leveår, fortæller Kirsten Wisborg, som er børnelæge og centerchef på Aarhus Universitetshospital.

Læge: Det er fantastisk

Derfor glæder lægen sig også over en ny opgørelse, der viser, at det i dag kun er 12 procent af de gravide, der svarer ja til, at de ryger, når lægen eller jordemoderen spørger ved det første graviditetstjek. For bare ti år siden var det hele 21 procent af de gravide, som røg i graviditetens begyndelse.

- Det her fald, som er et meget, meget stort fald i antallet af gravide rygere, det er fantastisk, siger Kirsten Wisborg.

Flere gravide kender farerne

Det er Morten Hedegaard, klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, som har indhentet tal fra Landspatientregistret og lavet opgørelsen.

Den bygger på svar fra næsten 800.000 gravide kvinder over de seneste 13 år, og på den tid er mange flere gravide blevet opmærksomme på farerne ved rygning, mener han.

- Jeg er sikker på, at enhver, der i dag planlægger at blive gravid, godt ved, at rygning ikke er nogen hensigtsmæssig adfærd, siger Morten Hedegaard.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk