Halvt så mange voksenlærlinge

Der er brugt millioner af kroner på at få ledige til at blive voksenlærlinge, men antallet er halveret det seneste år.

På trods af en kampagne til syv millioner, der skal få flere ledige til at blive voksenlærlinge er der faktisk sket et stort fald i antallet af arbejdsløse, som bliver voksenlærlinge.

Alene i løbet af det seneste år er der sket en halvering. Fra 2007 til 2011 faldt antallet af ledige over 25 år i voksenlære med 73 procent til knap 800 personer.

De nyeste tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsens statistikbank Jobindsats.dk viser, at der i år er sket et yderligere fald. Efter 3. kvartal 2012 var der kun omkring 250 ledige i voksenlære, skriver Fagbladet 3F.

Støttet af syv millioner

- Krisen har gjort, at arbejdsgiverne er tilbageholdne med at ansatte lærlinge generelt. Det går ekstra hårdt ud over voksenlærlinge, siger Morten Kaspersen, som er formand for a-kassernes brancheorganisation AK Samvirke.

Det markante fald i ledige i voksenlære er sket til trods for, at beskæftigelsesministeriet sammen med fire A-kasser kører en kampagne for at få flere ledige til at uddanne sig. Kampagnen er en del af regeringens indsats for at få flere unge i alderen 25-30 år i arbejde og er støttet med syv millioner kroner

Målet var 800

Målsætningen for kampagnen er, at 800 flere skulle i voksenlære. Indtil videre har kampagnen kun ført til knap 100 nye voksenlærlingepladser, oplyser Morten Kaspersen, som også er forretningsfører for 3F's a-kasse.

Kampagnen kører frem til september 2013.