Han er ghettoens frivillige coronabetjent: 'Jeg går rundt med den løftede pegefinger'

Coronatal for indvandrere og efterkommere vækker bekymring.

Simon El-Zeinab er en del af Gellerupparkens frivillige coronaberedskab.

- Salam aleikum.

Simon El-Zeinab hilser på de fleste, han møder på Gellerupparkens snoede stisystem.

I løbet af de seneste uger har den skaldede mand med det veltrimmede grå skæg gået mange ture i det udsatte boligområde i Aarhus.

Han er nemlig en del af Gellerupparkens frivillige coronaberedskab.

- Jeg har været med til at give folk en løftet pegefinger, men vi gør det på en måde, så de kan forstå alvoren, siger han.

Hans indsats i ghettoens coronaberedskab består blandt andet i at patruljere på områdets fællesarealer og sikre, at folk ikke stimler sammen i større grupper.

Ligesom han er med til at sørge for, at pressemøder og al information fra sundhedsmyndighederne bliver oversat.

En ny rapport fra Statens Serum Institut viser, at personer med ikkevestlig baggrund er overrepræsenterede i coronasmitte-statistikken.

18 procent af de coronasmittede i Danmark er ikkevestlige indvandrere og efterkommere, men denne gruppe udgør kun ni procent af befolkningen, fremgår det af rapporten.

Samtidig viser opgørelser fra Statens Serum Institut, at en række Vestegnskommuner i hovedstadsområdet er særligt hårdt ramt af coronasmitte.

I disse kommuner bor netop mange borgere med ikkevestlig baggrund.

Det gælder for eksempel i Ishøj Kommune. Her er der registreret 567 coronasmittede per 100.000 indbyggere

Gennemsnittet for hele Danmark er cirka 140 smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

På Aarhus Universitetshospital oplever man også, at borgere med udenlandsk baggrund optager en del sengepladser.

Næsten hver fjerde coronapatient har indvandrerbaggrund. Det er cirka dobbelt så høj en andel, som man ville forvente ud fra områdets befolkningssammensætning, fortæller afdelingslæge Christian Wejse.

Han understreger, at der kan være flere årsager til, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede i statistikken, men én af forklaringerne kan være, at en del bor relativt tæt.

- Hvis man bor mange tæt sammen, kan coronasmitten jo nemmere brede sig, siger afdelingslægen.

Samme toner lyder fra Christiansborg.

Her hæfter udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sig ved, at mange måske bor på lidt plads, men også ved den type erhverv, hvor der arbejder mange med ikkevestlig baggrund.

I disse erhverv er det måske vanskeligere at skærme sig mod smitte, lyder det.

- Jeg kan godt se, at det er sværere at arbejde hjemmefra med sin bærbare i køkkenet, hvis man er taxachauffør. Ligesom det er sværere at holde ungerne væk fra de andre børn, hvis man bor på tredje sal og ikke har en trampolin i baghaven, siger han.

Ministeren vil nu tage fat i lægerne i de hårdest ramte områder for at drøfte, hvad der kan gøres.

Samtidig vil han kontakte de brancher, hvor man ved, der arbejder mange med ikkevestlig baggrund.

- Det er for helt lavpraktisk at diskutere med dem, om vi kan tage nogle skridt, som sikrer, at selv om folk er på arbejde og måske skal have borger- eller kundekontakt, så holder vi smitten nede, siger Mattias Tesfaye.

Samtidig har regeringen på et pressemøde tirsdag fortalt, at der nu vil blive stillet faciliteter som feriecentre og hoteller til rådighed, hvor coronasmittede kan isolere sig, hvis de ikke har mulighed for at gøre det derhjemme.

Flere eksperter har peget på, at det kan være vanskeligt for smittede at isolere sig, hvis de bor i en lille lejlighed med seks familiemedlemmer. De vil hurtigt få smittet resten af familien.

Hør Gellerupparkens beboere forklare, hvordan de håndterer corona.

I Gellerupparken bekymrer smittetallene Simon El-Zeinab.

- Det er rigtig ærgerligt, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, en af årsagerne er, at udlændinge og indvandrere er meget tæt på hinanden. Familierne er bundet sammen, så det er meget svært at sige fra i forhold til ens børnebørn og børn. Der har vi haft en dialog med rigtig mange om.

Han har i sinde at fortsætte sit arbejde på stisystemerne og Gellerupparkens grønne områder.

- Vi kommer til at fortsætte med at sige til folk, at de skal passe på, at de skal overholde retningslinjerne, og at de skal blive hjemme, slår han fast.

Præcisering: Af en tidligere grafik i artiklen fremgik det blandt andet, at 128 coronatilfælde per 100.000 indbyggere har dansk herkomst, mens 292 tilfælde per 100.000 indbyggere er ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Dette kunne forstås, som om at for hver 100.000 indbyggere i det danske samfund er der 292 smittetilfælde blandt ikkevestlige indvandrere og efterkommere. Dette er ikke korrekt. Grafikken er opdateret med retvisende formuleringer. DR beklager fejlen.