Uanset, hvor han befinder sig, er den altid med ham.

I supermarkedet, på gaden og i bussen. Selv når han sover og går i bad, er han ikke alene.

Den skal altid være opladt. For løber den tør for strøm, går der ikke mange minutter, før telefonen ringer, eller politiet står foran hans hoveddør.

Norske Hakan Tulum på 24 år har i omkring 19 måneder båret en 180 gram tung fodlænke om sin ene ankel.

En fodlænke med gps-sporing, som betyder, at det norske politi altid ved, hvis han nærmer sig sin tidligere kæreste.

- Hver gang jeg ser på den, minder den mig om de dumme ting, jeg har gjort, siger han.

I et område af Norge må Hakan Tulum ikke færdes.

En usynlig ring er dannet rundt om hans ekskærestes bopæl - og hvis han overtræder grænsen, går en alarm hos politiet.

Den 24-årige Hakan Tulum har flere domme bag sig.

I 2021 afsonede han en dom for vold mod sin ekskæreste. Han fik også et tilhold mod at kontakte hende. Han brød det blandt andet ved at tage kontakt til hende, mens han sad fængslet.

Da han blev løsladt, valgte en dommer, at han skulle have fodlænken med den indbyggede alarm om benet i en periode.

- Ofte er det sådan, at kærligheden er meget stærk, at man ikke kan lade være, selvom man har fået besked på ikke at opsøge vedkommende. Så gør du det alligevel, fordi ingen kan stoppe dig, siger Hakan Tulum i dag om sin ulovlige adfærd.

Omvendt voldsalarm

I Norge er praksis, at man kan blive idømt en fodlænke med gps-sporing, hvis man har en dom for at bryde sit tilhold.

I de sager, hvor en person er idømt en fodlænke, er det i kombination med en dom for vold, trusler eller massiv stalking mod eksempelvis en tidligere partner.

Dommen betyder, at det er forbudt som gerningsperson at overskride en bestemt zone.

Zonen er udformet, så det tager mindst 25 minutter at nå frem til offeret fra zonens yderkant.

Hvis gerningspersonen alligevel bevæger sig ind i zonen, går en alarm hos politiet, som først vil sørge for at bringe voldsofferet i sikkerhed og dernæst anholde gerningspersonen.

Tanken bag fodlænken - som også bliver kaldt "en omvendt voldsalarm" - er at skubbe byrden fra ofret og over på gerningspersonen.

- Før i tiden måtte den forurettede flytte, bo på hemmelig adresse og kigge sig over skulderen, når personen gik ud. Personen kunnne ikke leve frit, siger Hans Christian Dragvoll, der arbejder med alarmen hos norsk politi.

- Men nu må gerningspersonen bære byrden ved at have alarmen på sig, sørge for at lade den - og ikke opholde sig i området, hvor man ikke må være.

For ti år siden begyndte Norge at anvende fodlænke med gps-sporing. Siden er 86 personer blevet idømt straffen med fodlænke.

Ingen af personerne har efterfølgende brudt deres tilhold, oplyser norsk politi til DR.

'I dag skal du dø'

Norske Birgitte Hofsten er en af de kvinder, som har stået på den anden side af den "omvendte voldsalarm".

I årevis levede hun i et voldeligt forhold med sin nuværende eksmand, hvor fysiske og verbale tæsk var hverdagskost.

- Jeg gik med en konstant frygt i mig for alt, hvad der kunne ske mig og min familie, fortæller Birgitte Hofsten:

- Det er invaliderende at være så bange, at man til sidst går på autopilot, og den eneste tanke er at overleve.

Hun blev kontrolleret og tæsket med alt fra bare næver til genstande. En vold, som eksmanden blev dømt for.

Men det var ikke kun fysiske og verbale tæsk, Birgitte Hofsten modtog. Hun blev også truet på livet, hvis hun ikke gjorde, som hendes mand beordrede.

Særligt en oplevelse med eksmanden, vil hun aldrig glemme.

Det var den morgen, da han vækkede hende med en økse i hånden og sagde:

"I dag skal du dø".

Birgitte Hofsten husker i dag, hvordan han tog alt tøjet af hende, spredte hendes ben og lagde øksen mellem benene på hende. Derefter bandt han hendes hænder og fødder og begyndte at fotografere hendes nøgne krop.

- Og så sagde han: "De her billeder sender jeg til din datter, så hun kan få et sidste minde om sin mor".

- Jeg aner ikke, om det tog ti minutter eller to timer, for jeg var så indstillet på, at det var min sidste stund, fortæller Birgitte Hofsten.

'Der findes en Gud'

Heldigvis endte det ikke sådan.

Mennesker tæt på Birgitte Hofsten meldte eksmanden for vold, hvorefter han flere gange røg ind og ud af fængslet.

I den periode fik eksmanden overbevist Birgitte Hofsten om, at han havde ændret sig. Derfor valgte hun at gå tilbage til ham.

- Det går aldrig godt, og det gjorde det heller ikke med os. Der gik to dage, så fik jeg tæsk igen.

Da eksmandens seneste dom var ved at være færdigafsonet, steg frygten hos hende.

- Da han kom ud igen, gik jeg i alarmberedskab, for jeg tænkte, at han ikke var færdig med mig. Han havde klart og tydeligt sagt: "Du kan ikke flygte eller gemme dig", fortæller Birgitte Hofsten, der endte med at søge hjælp hos et krisecenter.

Fra fængslet overtrådte eksmanden flere gange et forbud mod at kontakte Birgitte Hofsten. Da han blev løsladt, endte han derfor med at blive idømt en fodlænke med gps-sporing.

- Da tænkte jeg: "Der findes en gud". Det var en stor lettelse.

Fra frygt til frihed

Hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) så man gerne redskabet fra Norge anvendt herhjemme.

For idéen om at skubbe ansvaret fra offeret og over på gerningspersonen er rigtig god, mener Laura Kirch Kirkegaard, der er direktør i LOKK.

- Jeg synes, at den her teknologi fra Norge er interessant. For det første så flytter den byrden og ansvaret fra den voldsudsatte og over på voldsudøveren.

- Og det andet store potentiale er, at det giver en større sikkerhed for den vodsudsatte, som er i risiko for nye overfald, siger Laura Kirch Kirkegaard.

I Norge genkender Birgitte Hofsten følelsen af tryghed, som hun fik, da ansvaret blev skubbet væk fra hende og over på eksmanden.

Han har ikke længere fodlænken på, men da han havde det, gjorde det en kæmpe forskel for hende.

- Fordi jeg kan ikke flygte hele tiden. Det er ikke mig, der har gjort noget galt, det er ikke mig, som er den onde her.

Hun er nu selv udstyret med en overfaldsalarm, som hun kan bruge, hvis eksmanden igen nærmer sig.

En tikkende bombe

I lang tid kunne Hakan Tulum, der i januar blev fri af fodlænken, ikke leve et almindeligt liv.

Men selvom det på mange måde har været invaliderende for ham at bære den, er der ikke nogen tvivl om, at den har haft en positiv effekt på ham.

Det mener han i hvert fald selv.

- På en måde lærer man meget af det. Før var jeg ret rastløs. En tikkende bombe på grund af mit temperament. Nu tager jeg mere ansvar. Man tænker sig om en ekstra gang, siger han.

Han har heller ikke opsøgt ekskæresten, siden han blev idømt den "omvendte voldsalarm".

- Jeg havde garanteret opsøgt hende for et år siden. Men på grund af den, så har jeg ikke gjort det, siger han.