Handicap-formand siger stop efter statslig udflytning til Brovst

Dan Boyter træder tilbage som formand for Det Centrale Handicapråd.

Dan Boyter trækker sig fra sin nye formandspost. (Scanpix) (Foto: Claus bech © Scanpix)

Regeringens planer om at udflytte en række statslige arbejdspladser betyder, at Det Centrale Handicapråd skal flyttes til Brovst i Nordjylland.

Men det bliver uden den nyligt udpegede formand, der forlader posten:

- Jeg havde glædet mig meget til formandsopgaven i Det Centrale Handicapråd, og det er ærgerligt at skulle forlade posten, inden jeg rigtig har fået lejlighed til at gå i gang med arbejdet. Men nu har jeg desværre måttet erkende, at opgaven er markant ændret, da formandsarbejdet i den kommende periode får et stort internt fokus, som handler om at håndtere flytningen af sekretariatet med alt, hvad det indebærer, fortæller Dan Boyter i en pressemeddelelse.

Erhvervsmanden har kendskab til handicapområdet gennem sit arbejde som direktør for familievirksomheden Pressalit, der blandt andet laver hjælpemidler til mennesker med handicap og sponsorerer Parasport Danmark.

Dan Boyter har givet Børne- og socialminister Mai Mercado (V) besked om sin beslutning, som han understreger ikke bunder i politisk uenighed – eller den nye placering i det nordjyske.

- Jeg er enig i den overordnede den politiske vision om Bedre Balance II, og jeg har både forståelse og sympati for idéen om at skabe flere statslige arbejdspladser rundt omkring i Danmark, siger han.

- De ændrede betingelser - vil for mig at se - dog komme til at overskygge den vigtige opgave med at skabe handicappolitiske forbedringer, og derfor har jeg taget den svære beslutning om at overlade formandsrollen til en anden.

Også Sekretariatet for Frivilligrådet skal flytte til Brovst, annoncerede regeringen i onsdags.