Har dit barn også tørre hænder? Få fire råd til det her

Det er vigtigt også at forebygge håndeksem, når vi vasker meget hænder, lyder det fra professor.

(Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

De yngste er tilbage i institutionerne og på skolebænken, hvor der er stort fokus på at vaske hænder og spritte af for at mindske smitten af Covid-19.

Det kan for mange betyde røde og tørre hænder, og Tove Agner, der er professor på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, har fået flere henvendelser fra både bekymrede forældre og kollegaer.

- Håndeksem er ikke en ligegyldig problematik. Hvis man først én gang har udviklet håndeksem, så er det desværre ofte en blivende problematik.

Blandt voksne er håndeksem den hyppigste arbejdsskade i Danmark, og ti procent af voksne danskere har det.

Og det er vigtigt, at du også forebygger håndeksem i de her tider, hvor vi er grundige til at vaske hænder, understreger Tove Agner.

Derfor har hun udformet nogle konkrete råd til, hvordan den øgede fokus på håndvask i skolen bør ledsages af nogle råd om hudpleje.

1

Fugtighedscreme i store mængder

Gå efter fugtighedscreme i tube, der er uparfumeret og med et fedtindhold på over 20 procent. Hvis fedtindholdet er omkring 20 procent vil cremen stadig hurtigt absorberes i huden og ikke føles fedtet i lang tid. Det skal især anvendes hjemme om aftenen.

2

Bær ikke fingerringe

(Foto: Camilla rønde © Copyright: Scanpix Denmark)

Selvom børn ikke går med fingerringe, er det alligevel et vigtigt råd. Under ringen sætter sig nemlig ofte sæberester efter håndvask, og når det tørrer ind giver det irritationer i huden. Ifølge Tove Agner starter eksem ofte under en ring.

3

Vask hænder i lunkent vand og skyl grundigt

(Foto: søRen Bidstrup © S)

Vask hænderne i lunket og ikke for vamt vand. Hænderne skal være våde, før sæben påføres, og så skal de skylles grundigt, så de er fri for sæberester efter håndvasken. Sæben laver en lokal irritation i huden, og det kan give rødme og irritation, som kan udvikle sig til eksem.

Efter håndvasken er det vigtigt, at hænderne tørres grundigt. Hvis hænderne bliver ved med at være våde, kan huden lettere tørre ud. Det giver revner og sprækker. I mange institutioner er der papir, og det er bedst, hvis det er blødt og absorberer vandet.

4

Brug vanter udendørs

(Foto: Kristian Djurhuus)

Så længe det er koldt udenfor, hjælper det at have vanter på. Mange børn får flere timer udenfor, end før corona lukkede samfundet ned, og det beskytter hænderne at bære vanter i koldt vejr. Særligt om morgenen kan det stadig være koldt.

Ifølge Tove Agner er det vigtigste råd fugtighedscreme i store mængder for at forebygge håndeksem. Men skulle dit barn udvikle eksem, skal du kontakte lægen. Der findes nemlig behandling, som kan udskrives på recept.

Tove Agner nævner, at børn med børneeksem er i særlig risiko for at opleve irriteret hud, når de skal vaske hænder oftere. Derfor skal man være ekstra opmærksom på dem.

Facebook
Twitter