Mens studentervognene bliver pyntet, fitnessudstyret bliver sprittet af og vandet i landets svømmehaller bliver varmet op, sidder offentligt ansatte øst for Storebælt stadig derhjemme og føler sig lidt overset - måske endda helt glemt.
I hvert fald i Sorø, hvor borgmester Gert Jørgensen (C) undrer sig:
- Jeg er lidt bange for, at de har glemt os. Har de glemt lige at melde tilbage om, at øst for Storebælt må man også godt begynde at give fuld service inden for det offentlige?
Da Mette Frederiksen 11. marts lukkede Danmark ned, fik alle offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner besked på at arbejde hjemmefra for at mindske risikoen for smittespredning.
Siden er antallet af indlagte faldet, og Danmark gradvist genåbnet
27. maj fik alle ansatte i kommuner og regioner på den vestlige side af Storebæltbroen således lov at komme fysisk tilbage på arbejde. Men i den østlige del af landet med flere coronasmittede måtte offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner fortsætte med at arbejde hjemmefra.
Og sådan er det stadig.
Også i Kalundborg Kommune, som ligger ud til vandet med udsigt til Storebæltsbroen og til Fyn, hvor alle offentligt ansatte igen kan møde ind på arbejde.
- Jeg kan ikke forstå, at en medarbejder i Kalundborg Kommune ikke må møde ind i en kommune, hvor der ikke har været smittet i tre uger - mindst. Til gengæld må vedkommende gerne deltage i en demonstration i København eller tage til svømning, siger borgmester Martin Damm (V) med henvisning til, at 15.000 mennesker søndag demonstrerede i København.
Psykisk pres på medarbejdere
Mandag gik Danmark ind i tredje fase af genåbningen, og her kiggede Østdanmarks borgmestre langt efter nyt om offentligt ansatte. Der kom ikke noget.
Og nu begynder det at være mærkeligt, siger borgmester i Næstved, Carsten Rasmussen (S).
- Det virker efterhånden lidt underligt, at folk må gå i fitnesscentret - og vi har mange fitnesscentre i Næstved - men folk kan ikke gå i Borgerservice, siger han.
Men det er også hårdt for flere medarbejderne, der nu i snart tre måneder har måttet arbejde hjemme, forklarer han.
- Der er en 30-50 medarbejdere, der virkelig har givet udtryk for, at nu har de det rigtig dårlig med at arbejde hjemme, og om de ikke snart må komme på arbejde, siger han.
Kattelem
Ansatte med kritisk funktion har længe måtte arbejde, og fra og med i dag må de østlige kommuner og regioner også gerne lade medarbejdere komme tilbage, hvis de har en stor "sagspukkel" foran sig.
En "kattelem" man i Næstved overvejer at gøre brug af for de ansatte, der er presset på grund af tre måneders hjemmearbejde.
- Vi overvejer, om vi skal tilbyde nogle af dem at komme tilbage. Det vil være lidt i strid med de regler, som ministeriet har sendt ud. Det vil være et dilemma, for så skal jeg lave civil ulydighed, siger Næstved-borgmester Carsten Rasmussen.
I Sorø spekulerer borgmester Gert Jørgensen på, om man rent faktisk venter, at kommunerne med undtagelsesreglerne om kritisk arbejde og "sagspukler" af sig selv begynder at lade medarbejderne sive tilbage.
- Men jeg bryder mig ikke om, at man skal kalde det en kritisk opgave at være offentligt ansat. Vi har nogle borgere, som har behov for en service eller hjælp, men at det skal gøres til noget kritisk, eller at der skal ophobe sig noget, før man får lov at møde på arbejde.
Han savner klar besked om, hvad der skal ske i kommunerne.
- Når man stopper noget, er det også vigtigt, at man sætter det igang igen.
Også i Region Sjælland og Region Hovedstaden er der fortsat en lang række administrative medarbejdere, der er hjemsendt.
Statsministeriet oplyser til DR Nyheder, at der ikke på nuværende tidspunkt forhandles om at lade resten af de offentligt ansatte i den østlige del af landet vende tilbage før i fjerde og sidste fase af genåbningen i august.