Har mobiltelefonen taget styringen i familien? Sådan får I mere tid sammen

Du kan printe dit eget regelsæt for, hvornår mobiltelefonen må bruges derhjemme.

Eleverne fra 2. klasse på Fynslundskolen i Kolding har sendt et opråb til forældrene om at lægge mobiltelefonen væk, når den står på familietid.

Det er for eksempel under aftensmaden, når der skal laves lektier, og når familien skal se film eller tv.

- Alle elever fortalte, at det også er irriterende derhjemme, når forældrene sidder med mobiltelefonen og er fraværende, når man skal hygge sig sammen. De havde alle sammen en historie, så vi skrev ned, hvornår forældrene ifølge børnene skal lægge mobilen fra sig, fortæller klassens matematiklærer Hanne Holm Johansen.

Hun har hjulpet eleverne med at skrive seks konkrete regler ned, så forældrene kan blive bedre til at lægge mobiltelefonen fra sig.

DR Nyheder har lavet en familiekontrakt med udgangspunkt i elevernes mobilregler, som du kan printe ud og hænge op derhjemme.

Der er plads til, at du kan tilføje netop jeres families egne regler, så I kan få mest mulig tid sammen.

Print din egen familiekontrakt

Klik på pdf-filen og print ud.

Familiens mobilkontrakt

Andreas Lieberoth, der er adjunkt i pædagogisk psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU, fortæller til DR Nyheder, at klassens initiativ er et godt eksempel på en problemstilling, som foregår i mange danske hjem.

Han mener, at budskabet har en særlig gennemslagskraft, fordi det kommer direkte fra børnene, fremfor hvis det eksempelvis havde været skoleledelsen eller skolebestyrelsen, der kom med opfordringen at lægge mobilen væk.

- Det kan være en rigtig god idé at have nogle faste små regler, som både børn og voksne kan pege på, når mor eksempelvis begynder at arbejde under middagsmaden. Så kan barnet sige 'det kan godt være, at dit arbejde er vigtigt, men det er jeg også', siger Andreas Lieberoth.

GODE RÅD Lær at lægge mobilen væk

  • Fjern farver fra skærmen og skru ned for lyset, så det bliver mindre interessant at tjekke telefonen.

  • Fjern apps, der stjæler din opmærksomhed

  • Slå ligegyldige notifikationer fra.

  • Brug 'forstyr ikke-funktionen, så din telefon ikke kalder på dig.

  • Læg telefonen helt væk, når du er i selskab med andre mennesker.

  • Vær bevidst om dit forbrug. Hvornår bruger du din telefon, og hvornår bruger den dig.

  • Prioriter, hvem der skal have adgang til dig, så du ikke er tilgængelig for alle hele tiden.

  • Husk, hver gang du tænder skærmen, risikerer du at slukke for nærværet.

  • Kilde: Bogen 'Sluk - kunsten at overleve i en digital verden af Imran Rashid.

Facebook
Twitter