Hashboder på Christiania under observation i et år

Sidste uges anholdelser og varetægtsfængslinger af 29 mennesker fra Christianias hashboder skete, efter at politiet tilsyneladende har haft seks boder under observation i op mod et år.

I alt er 29 personer blevet varetægtsfængslet efter politiet aktion på Christinia i sidste uge. (Foto: Martin Sonne-Schmidt)

Blandt de fængslede er seks mænd, der er sigtet for at fremstille joints på flere jointsfabrikker i København til salg i en bestemt bod. De alvorligste sigtelser går på fremstilling af 187.920 joints svarende til 469,8 kilo hash.

Det fremgår af sigtelserne mod dem, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Andre er sigtet for meget mindre, men alle 29 har i et eller andet omfang deltaget i hashhandel i de seks boder.

I alt er 15 af de varetægtsfængslede sigtet for på forskellig vis at assistere med hashhandlen fra denne bod. Nogle har ifølge politiet transporteret joints, mens andre har været vagtposter eller har handlet.

Ud over et dagligt salg på ikke under 300 joints om dagen er der fra denne bod handlet med hash, skunk og pot svarende til 1230 kilo, hvilket ejermanden af boden er blevet sigtet for.

I alt 14 andre er fængslet for at assistere med salg af hashprodukter fra fem andre boder på Christiania. De er sigtet for salg af joints, hash, skunk eller pot i forskelligt omfang. Den alvorligste sigtelse går på 497 kilo.

/ritzau/

Facebook
Twitter