En undersøgelse hos godsoperatøren DB Cargo i går har medført, at Trafikstyrelsen i dag har nedlagt forbud mod al brug af lastbiltrailere på de såkaldte lommevogne.
Forbuddet kommer, efter at en togulykke, hvor en lastbiltrailer var involveret, i onsdags kostede otte personer livet.
Undersøgelsen af de særlige godsvogne bekræftede en mistanken om, at der er et sikkerhedsproblem, når lastbiltrailere skal påsættes vognen.
Det fortæller havariundersøger Bo Haaning.
- Testene hos DB Cargo bekræftede de indikationer, vi havde, at selv om trailerne var læsset på lommevognene efter forskrifterne og burde være sikret, så kunne trailerne i praksis risikere ikke være låst, siger souschefen i Havarikommissionen.
Hvor mange test blev der foretaget i går ude hos DB Cargo?
- Vi foretog to test. På den ene vogn var vognen låst, som den skulle. På den anden vogn viste testen, at vognen kunne løftes, selv om den var læsset efter forskrifterne. Vi skulle have foretaget en tredje test, men her viste det sig, at vognen var defekt i forvejen, siger havariundersøger Bo Haaning.
Hvad kan I bruge denne her oplysning til i jeres efterforskning af ulykken på Storebælt i sidste uge?
- Det her er en brik i det store puslespil. Hvorvidt denne brik er en stor brik, en lille brik eller slet ikke har nogen betydning i den skrækkelige ulykke 2. januar, det er alt for tidligt at sige på nuværende tidspunkt, siger han.
Herunder kan du se, hvordan man påfører en lastbiltrailer på en lommevogn.