Havbakterie i varmt badevand har gjort danskere og nordmænd syge

Varmt badevand får bakterier til at blusse op. Svækkede personer frarådes at bade.

Er du sund og rask, skal du slet ikke være bange for at bade. (arkivfoto) (Foto: Lars Rasborg © Scanpix)

I Norge er over 20 personer blevet syge af havbakterier efter en svømmetur i blandt andet Oslofjorden.

Der er tale om bakterien vibrio og en anden lignende bakterie kaldet shewanella, skriver norske NRK.

De er beslægtet med kolerabakterien og kan give feber, diarré, opkastninger, sår med infektioner og i værste tilfælde blodforgiftning.

- Vi ved, at disse bakterier ofte optræder sammen ved varme somre, forklarer overlæge Hans Blystad fra det norske Folkehelseinstituttet.

Herhjemme har flere danskere i sommerens løb også været indlagt på grund af vibrio-bakterien, oplyser Statens Serum Institut til DR Nyheder.

Sund og rask: Bare hop i

På instituttet har man modtaget flere prøver de sidste måneder, der har påvist bakterien hos danskere, fortæller Kurt Fuursted, der er fagchef med speciale i bakterier og parasitter hos Statens Serum Institut.

Det er dog kun, hvis man har svækket immunforsvar og mange sår på kroppen, at bakterien kan være farlig.

- Hvis du er sund og rask, kan du nyde det gode badevejr, men har du mange sår eller problemer med øreflåd, fraråder man at bade. Det er en for høj risiko at tage, hvis man har svækket immunforsvar, siger han.

Behandlingen af de syge patienter lyder på en omgang antibiotika.

Hold øje med alger

  • Den varme sommer gør ikke kun, at de kolera-lignende bakterier stortrives. Også algerne nyder godt af det varme badevand. Og det kan gøre dig syg. Også hunde kan blive dårlige.

  • Du kan få hudirritation og diarré.

  • Hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene, kan det være tegn på, at der er blågrønalger i vandet. Læs mere her.

Findes altid i vandet

Kurt Fuursted fra Statens Serum Institut forklarer, at bakterierne altid er naturligt i vandet, men at det varme sommervejr får bakterierne til at vokse yderligere og sprede sig.

- Vi ser det, hver gang badevandet bliver varmere. Det er velkendt, når havtemperaturen når over 20 grader eller mere. Hver gang vi har sådan en sommer, stiger antallet af patienter, der får de her infektioner, siger han.

Statens Serum Institut har intet overblik over, hvor mange danskere som er blevet syge af vandbårne infektioner denne sommer. Det skyldes, at sygehusene ikke har indberetningspligt med denne type infektioner, og det er derfor ikke alle sygehusafdelinger, der giver beskeden videre.

Derfor er det heller ikke muligt at kortlægge steder i Danmark, hvor der er særligt mange havbakterier.

Kurt Fuursted så gerne, at flere læger sendte prøverne ind til instituttet, så der kunne ske en bedre overvågning af de vandbårne infektioner.

Facebook
Twitter