Hedegaard: Overfaldsmand gjorde sin pligt som muslim

Lars Hedegaard siger, at han godt forstår, hvorfor gerningsmanden ville dræbe ham for et halvt år siden.

Den mand, som forsøgte at dræbe Lars Hedegaard, gjorde blot sin pligt som troende muslim.

På den måde har Lars Hedegaard en form for forståelse for gerningsmanden.

Det siger Lars Hedegaard selv i et ekskusivt interview med DR præcis et halvt år efter attentatforsøget.

- Han gør jo sådan set bare det, som koranen skriver, at han skal gøre ved vantro, der bliver for ubehagelige. Han forsøgte dermed bare at gøre sin pligt. Jeg hader ham ikke personligt, selv om jeg nødigt vil møde ham igen, siger Lars Hedegaard i et eksklusivt interview med DR Nyheder.

Han slår fast, at han ikke kender manden, som ville dræbe ham, men at han tydeligvis var muslim, bl.a. præsenterede han sig med et navn fra en kendt terrorist.

- Han var tydeligvis af mellemøstlig herkomst, og han følger jo bare den ideologi, som han tror på, fortsætter Lars Hedegaard.

- Ikke alle muslimer

Under interviewet understreger Lars Hedegaard, at det ikke er muslimer, han har noget imod, men at det er islam.

- Det er langt fra alle muslimer, som er villige til at gøre de ting, som koranen foreskriver. De er jo så forskellige som du og jeg. Det er religionen og ideologien, der er farlig, forklarer han.

Attentatmand i håndgemæng

Det er i dag præcis et halvt år siden, at den islamkritiske samfundsdebattør blev udsat for et attentat i sin opgang. Her blev han overfaldet af en mand i en rød jakke, som Hedegaard troede var et postbud.

Manden skød ifølge Hedegaard en gang, men herefter stod han og fumlede med pistolen. Det endte i håndgemæng mellem de to mænd, og til sidst flygtede manden til fods, har Hedegaard fortalt.

Kendt for islamkritiske holdninger

Lars Hedegaard er kendt for sine antiislamistiske holdninger. Han er historiker, journalist og forfatter. Han er en en flittig deltager i debatten om ytringsfrihed, og har været formand for Trykkefrihedsselskabet siden 2004.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen for det, der betegnes som et mordforsøg på Lars Hedegaard.

Politiet er på bar bund

I starten af juli bad politiet om offentligheden hjælp, efter de havde fundet nye spor i sagen. Politiet havde fået et tip om en blå varevogn, der holdt parkeret foran Lars Hedegaards hjem i halvanden måned og den holdt der også den 5. februar.

Siden efterlysningen har politiet modtaget 16 henvendelser, men ingen af dem har ført til et gennembrud endnu, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi, Jens Møller Jensen.

- Vi står der, hvor vi har undersøgt de muligheder, der umiddelbart er foreliggende, siger Jens Møller

Så I er på bar bund?

- Vi er der, hvor vi ser på sagen med stor alvor, og vi har stadig folk, der kigger på sagen, men der er ikke meget at se på lige nu, siger Jens Møller Jensen.

Efter attentatforsøget tog Lars Hedegaard orlov fra sin post som formand for Trykkefrihedsselskabet.

Lars Hedegaard medvirkede den 17. marts i et meget omtalt kritisk interview DR2-vært Martin Krasnik kort efter attentatet. Nogle mener, at det lykkedes Krasnik at udstille Lars Hedegaard, mens andre har peget på, at han overfaldt en tydeligt rystet mand og endnu værre udsatte ham for et karaktermord.

Se hele mandagens interview med Lars Hedegaard i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter