Hedegaard-sagen: Udlevering af anholdt kan blive kompliceret

Den 26-årige mand, der er anholdt i Tyrkiet og mistænkt for et attentatforsøg mod forfatteren Lars Hedegaard, kan ikke umiddelbart udleveres til Danmark - med mindre han frivilligt går med til det.

Lars Hedegaard tror ikke selv på, at den formodede gerningsmand til attentatet mod ham bliver udleveret. (Foto: Louise Damløv © DR)

Det kan vise sig at blive en langvarig og kompliceret proces at få udleveret den 26-årige danske statsborger, der er anholdt i Tyrkiet for at stå bag attentatforsøget mod den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard.

Danmark har nemlig ikke en såkaldt udleveringsaftale med Tyrkiet, der automatisk medfører udlevering af sigtede, oplyser anklagemyndigheden.

En eventuel udlevering mod den anholdtes vilje kan først udløses, hvis en tyrkisk domstol godkender det. Og det kan altså vise sig at blive en langstrakt og særdeles kompliceret proces.

Dog findes der en Europarådskonvention fra 1957 om fangeudveksling, som både Danmark og Tyrkiet har underskrevet, men det er usikkert, hvad den betyder i den konkrete sag.

Sandsynligt med frivillig udlevering

Men vælger den anholdte ikke at protesterer mod en udlevering til Danmark, er det med al sandsynlighed en helt anderledes affære, vurderer Sysette Vinding Kruse, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.

- Hvis han accepterer at komme til Danmark, er sandsynligheden for, at han kommer hurtigt, også ret stor. Sker det, bliver han varetægtsfænglet, og så skal der køre en retssag, siger hun til DR Nyheder.

Og der meget, der taler for, at formodede gerningsmand frivilligt lader sig udlevere.

- Jeg tror ikke, det er sjovt at sidde i et tyrkisk fængsel i et ukendt tidsrum og så måske blive løsladt, men vide, at ligegyldigt hvor man er, så kan man blive arresteret igen. Det er noget, han skal overveje, og det gør normalt at folk lader sig udlevere, siger Sysette Vinding Kruse.

Københavns Politi oplyste på et pressemøde tidligere søndag, at de i øjeblikket er i dialog med de tyrkiske myndigheder om at få den anholdte afhørt og udleveret til Danmark.

Her kom det også frem, at den anholdte er 26 år gammel og har opholdt sig i Syrien. Den mistænkte er desuden dansk statsborger med mellemøstlig baggrund, og han flygtede ud af Danmark samme dag, som attentatforsøget mod Lars Hedegaard blev udført.

Det er på nuværende tidspunkt fortsat uklart, hvad motivet til attentatforsøget kan være.

Forsøgt skudt

I februar 2013 blev Lars Hedegaard udsat for et attentat i sin opgang i København. Her blev han overfaldet af en mand i en rød jakke, som Hedegaard troede var et postbud.

Manden skød ifølge Hedegaard en gang, men herefter stod han og fumlede med pistolen. Det endte i håndgemæng mellem de to mænd, og til sidst flygtede manden til fods, har Hedegaard fortalt.

Lars Hedegaard er kendt for sine anti-islamistiske holdninger. Han er historiker, journalist og forfatter. Han er en en flittig deltager i debatten om ytringsfrihed, og har været formand for Trykkefrihedsselskabet siden 2004, men stoppede som formand tidligere i år.

Facebook
Twitter