Hedegaards chefforhandler havde rod i bilagene

Det var rod i regnskaberne, der var en medvirkende årsag til, at klimaminister Connie Hedegaards chefforhandler Thomas Becker forlod sit job kun to måneder før det store klimatopmøde.

Det var rod i regnskaberne, der var en medvirkende årsag til, at klimaminister Connie Hedegaards chefforhandler Thomas Becker forlod sit job kun to måneder før det store klimatopmøde.

Det oplyser DR Nyheder, efter at have ventet i fire måneder på at få aktindsigt i Thomas Beckers rejseregnskaber og nu har fået det.

Massiv advarsel

Tilbage i marts fik Thomas Becker en massiv skriftlig advarsel i forbindelse med dybt kritisable rejse og restaurationsregninger. En advarsel der i gentagelsestilfælde direkte ville føre til afskedigelse.

Men SF's klimaordfører, Anne Grethe Holmsgaard, der har fulgt hele forløbet op til, og efter at Danmark fik værtskabet for klimakonferencen, tror ikke, at det kan være hele forklaringen:

- Jeg tror ikke, at det kun kan være en strid om bilag. For mig lugter det langt væk af en strid mellem Statsministeriet og Klimaministeriet om ambitionsniveauet med klimatopmødet, siger hun.

Hun mener, at det er ret alvorligt for Danmark at miste sin chefforhandler på nuværende tidspunkt, og derfor lader man ham ikke gå på grund af en strid om nogle bilag, fastslår Annegrethe Holmsgaard..

Mangler afgørende bilag

En gennemgang af Thomas Beckers bilag viser, at der for eksempel mangler afgørende bilag efter et besøg på en fashionabel restaurant i Bangkok. Et besøg der kostede 15.734.

Og turen i Bangkok er blot et af mange eksempler i en meget krads gennemgang af Thomas Beckers bilagsføring.

"Der er endvidere uacceptabelt mange tilfælde af manglende anført dokumentation”, hedder det blandt andet i kritikken.

Thomas Becker ønsker ikke selv at kommentere sagen, men afviser selv kritikken i et svar til Klimaministeriets departementschef. For eksempel siger Thomas Becker, at det jo ikke er ham selv, der bestiller egne flybilletter og hotelophold.

39 personer og 37 flasker

Et andet eksempel er Thomas Becker rejse til Bonn og Paris, hvor han kritiseres for at betale repræsentation for 39 personer med blandt andet 37 flasker rødvin og 41 gin/tonic.

- Omfanget af købte alkoholiske drikke, står ikke i forhold til antallet af deltagere til en middag med repræsentativt formål, fastslår departementet.

Den 18 sider lange redegørelse i sagen er helt tilbage fra den 13. marts i år, men ifølge DR's oplysninger, var det først da 21 SØNDAG i juni søgte aktindsigt i bilagene, at det satte en udvikling i gang, som kulminerede med at Thomas Becker i gå sagde sit job op og blev fritaget fra tjeneste med øjeblikkelig virkning.

I DR's nyhedsmagasin - 21 SØNDAG - kan man i morgen se meget mere om den spegede sag fra Klimaministeriet.

Facebook
Twitter