Heftig militær aktivitet ved Bornholm: Alarmerede danske kampfly

Danske F-16-kampfly var onsdag på vingerne for at identificere fremmede fly over Østersøen.

Danske F-16-kampfly måtte onsdag gå på vingerne i stor hast, fordi fremmede fly nærmede sig dansk luftrum over Østersøen. (arkivfoto) (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Ritzau Scanpix)

Der er heftig militær aktivitet omkring Bornholm, hvor gasrørene Nord Stream 1 og 2 i sidste uge blev saboteret. Både til søs og i luften.

Flere krigsskibe fra fremmede stater har i flere dage patruljeret i området. Onsdag gik alarmen i luftrummet, da flere uidentificerede fly nærmede sig dansk område.

Derfor sendte Forsvaret beredskabet af F-16-kampfly på vingerne. Det oplyser Forsvarskommandoen til DR Nyheder.

- Forsvaret kan bekræfte, at afvisningsberedskabet var i luften onsdag med henblik på at identificere fly over Østersøen, meddeler Forsvarskommandoen.

- Flyene vendte om, inden de nåede dansk luftrum. Derudover har Forsvaret ingen kommentarer til igangværende operationer i Østersøen, oplyser den militære myndighed.

Fregatten Absalon har siden sidste uge været til stede ved Bornholm. (Foto: © Fabian Bimmer, Ritzau Scanpix)

Nato-fly på vingerne

Forsvaret har ikke ønsket at svare på, om der var tale om russiske fly. Men samme dag var også Nato's beredskab på vingerne, oplyser alliancens luftkommando på det sociale medie Twitter.

Her gik Nato-kampflyene på vingerne for at identificere russiske fly over Østersøen.

Ifølge offentligt tilgængelige kilder, der overvåger skibstrafikken, er krigsskibe fra Frankrig og USA til stede omkring Bornholm.

Det danske forsvar er til stede i området med to ud af Søværnets fem kampenheder. Nemlig fregatterne Absalon og Esbern Snare.

Længere nordpå i farvandet ud for Læsø og Frederikshavn var der torsdag også heftig aktivitet. Her var det arktiske inspektionsskib Thetis på en særlig mission som 'overfrakke' for russiske flådeenheder i området.

Tilsyneladende havde det danske fartøj til opgave at holde øje med de russiske fartøjer i området. Ifølge TV 2 Nord er der blandt andet tale om to russiske krigsskibe, der ligger for anker 20 km nord for Læsø.

Mystiske rystelser nord for Læsø

Tirsdag og onsdag i denne uge registrerede danske seismologer desuden fire meget små rystelser i det samme område, nemlig nord for Læsø.

I første omgang vurderede De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), at der var tale om jordskælv. Men det er ikke sikkert, oplyser myndigheden.

- Da signalet er så svagt, kan GEUS efter videre analyse ikke med sikkerhed bestemme, hvad der er årsag til de seismiske signaler, skriver GEUS.

Forsvaret har ikke ønsket at svare på, om der har været usædvanlige hændelser med russiske skibe i dansk farvand.

- Forsvaret er altid opmærksom på fremmede statsfartøjer i nærområdet, herunder også de russiske skibe nord for Læsø, skriver Forsvarskommandoen.