Hel årgang sendt hjem - fem gymnasieelever smittet med corona efter tur til Sverige

Hele første årgang på Roskilde Katedralskole fik mandag besked om at blive hjemme efter pinse efter coronaudbrud.

12 elever på Roskilde Katedralskole holdt Kristi himmelfartferie i Sverige. Siden er fem af dem blevet konstateret smittet med coronavirus. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

12 elever på Roskilde Katedralskole tilbragte Kristi himmelfartferien i Sverige. Herefter er fem af dem blevet smittet med corona. Det skriver TV2 Lorry.

Efter at have rådført sig ved Styrelsen for Patientsikkerhed har skolens rektor, Claus Niller Nielsen, aflyst al fysisk undervisning for elever i 1.g i 14 dage.

"Kære 1.g-elever. I løbet af det seneste døgn er jeg blevet bekendt med, at fem elever i 1.w er blevet testet positive med Covid-19, efter at 12 elever fra klassen i Kristi himmelfartferien var på en fælles ferie i Sverige," indleder Claus Niller Nielsen en besked til 1. g'erne, som DR Nyheder har set.

Han fortsætter med at fortælle, at ingen på årgangen skal møde i skole i morgen efter pinse. I stedet vil de blive undervist online hjemmefra indtil 12. juni.

"Det er selvfølgelig stærkt beklageligt, men på baggrund af opfordringerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed ser jeg ingen anden udvej," skriver Claus Niller Nielsen.

Han opfordrer alle elever, ansatte og pårørende til at være særligt opmærksomme på mulige coronasymptomer.

"Ovenstående er samtidig en påmindelse til os alle om, at coronakrisen langt fra er overstået. Der er fortsat grund til at udvise den største forsigtighed," skriver rektorskolens hjemmeside.

Går glip af tre skoledage

Roskilde Katedralskoles 1.g'ere vendte tilbage til skolen i torsdags efter at være blevet undervist hjemme under coronanedlukningen og har kun haft den ene skoledag. På skolen møder årgangene på skolen på forskellige dage.

1.g går glip af timer på skolen i morgen, mandag den 8. og torsdag den 11., hvorefter de har læseferie. De dage får 3.g'erne til gengæld lov til at møde op på skolen, fortæller elevrådsformand Aksel Winther Groth, der selv går i 2.g.

- Eleverne er selvfølgelig enormt ærgerlige over, at skolen nu bliver lukket delvist ned igen, men de har stor forståelse for den beslutning, der er taget. De forstår, at det sker af sikkerhedsmæssige årsager, siger han.

Lige nu ved man ikke, om også 2. og 3.g skal sendes hjem inden læseferien.

- Det er eleverne selvfølgelig bekymrede over, men ikke mere end normalt, siger Aksel Winther Groth.

Rejser til Sverige frarådes

Udenrigsministeriet fraråder alle unødige rejser til alle lande bortset fra Island, Tyskland og Norge.

Sverige har håndteret coronaepidemien anderledes og langt mindre restriktivt end Danmark. Skoler, barer og fitnesscentre har ikke været lukkede.

I alt har svenskerne registreret 4.403 coronarelaterede dødsfald, og man har bekræftet knap 38.000 smittetilfælde, siden epidemiens start.