Helle Thorning-Schmidt stopper i Red Barnet til sommer

Det har været en ære at være direktør de seneste tre år, skriver hun på Twitter.

Helle Thorning-Schmidt vil fremover bruge mere tid på bestyrelsesarbejde. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Efter tre år som administrerende direktør i Red Barnet stopper den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt til sommer.

- Det har været en ære at være CEO for Red Barnet de seneste tre år, skriver hun på Twitter.

Helle Thorning-Schmidt skriver videre, at hun vil bruge mere tid på sit arbejde i forskellige bestyrelser - ligesom hun vil bruge tid på at forsvare og skabe ændringer for social retfærdighed og demokrati.

Udmeldingen fra den tidligere statsminister kommer samme dag, som vindmøllegiganten Vestas har meddelt, at de ønsker at få hende med i bestyrelsen.

- Vestas har fundet en stærk kandidat i Helle Thorning-Schmidt, som har kernekompetencerne til at bidrage til bestyrelsens arbejde og via sin erfaring kan bidrage til, at Vestas bliver den globale leder inden for bæredygtige energiløsninger, skriver Vestas i en fondsbørsmeddelelse, hvor de også oplyser, at hun har sagt ja til at blive indstillet. Hun skal officielt vælges på Vestas' årlige generalforsamling 3. april.

Helle Thorning-Schmidt var statsminister fra 2011 til 2015, hvor hun efter at have tabt flertallet i Folketinget forlod dansk politik. Herefter blev hun direktør for Red Barnets internationale organisation, Save The Children. En post, hun nu forlader til sommer.

- Jeg forlader posten med en følelse af stolthed for det vigtige arbejde, vi har gjort for at give børn en stemme og for at blive en organisation, som er bedre gearet til fremtiden, siger hun i en pressemeddelelse.

Facebook
Twitter