Helt speciel kvantecomputer skal udvikles i Lyngby

Forskere og ingeniører fra KU, DTU og Microsoft skal bygge en computer, der giver uanede muligheder.

En kvantecomputer vil kunne regne langt hurtigere og meget mere effektivt end en traditionel computer (billedet), når den er færdigbygget. (Foto: Kacper Pempel © DR ARKIV)

En computer, der vil være lynhurtig og udfordre, hvad nuværende computere kan, skal udvikles af et hold forskere og ingeniører fra Københavns Universitet, DTU og Microsoft i et nyt forskningslaboratorium i Lyngby.

Der er tale om en ny kvantecomputer, som kan lave beregninger på minutter, som en traditionel computer ville være milliarder af år om at løse.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) indvier i dag det nye center, der får navnet Microsoft Quantum Materials Lab hos Microsoft i Lyngby.

Her bliver qubit-kernen, der er hjertet i computeren, udviklet. Det skal sætte helt nye standarder for computere, fortæller Peter Krogstrup, som er professor ved Niels Bohr Institutet og forskningsleder på det nye center.

- Vi ved, at den vil kunne løse en masse problemer, vores klassiske computer ikke kan løse i dag.

- Det kan være at forstå, hvordan medicin virker, så vi kan lave bedre medicin til måske at løse kræftens gåder. Vi kan lave nye teknologier, der kan løse de miljøproblemer, vi har i dag.

En traditionel computer er bygget af bits, som enten er nul eller et. En kvantecomputer består nemlig af qubits, som både kan være nul og et på samme tid, forklarer professoren.

/ritzau/