Hemmelig sigtelse: 33-årig forsøgte at udføre terrorangreb midt i Aarhus med kniv og bil

Siden juli har en 33-årig mand været frihedsberøvet i en terrorsag. Han nægter sig skyldig.

Frederiksgade ligger i midtbyen i Aarhus og er fyldt med cafeer, restauranter og barer. (Grafik: Nathalie Nystad)

I al hemmelighed er en mand ifølge DR Nyheders oplysninger blevet varetægtsfængslet for at have forsøgt at begå et terrorangreb i Aarhus.

Der er tale om en 33-årig mand, der den 19. juli blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Manden blev anholdt, efter at politiet aftenen forinden modtog en anmeldelse om, at en mandlig bilist havde kørt hasarderet i den travle Frederiksgade, så flere fodgængere måtte springe til side.

Frederiksgade ligger midt i Aarhus og er en populær gade med mange barer og restauranter.

Manden blev varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling. Den udløber i dag, og derfor afholder Retten i Aarhus et retsmøde, hvor en dommer skal beslutte sig for, om manden fortsat skal være frihedsberøvet.

Ifølge DR's oplysninger er den sigtede tidligere dømt for bandekriminalitet. I 2016 blev han af Højesteret idømt en behandlingsdom, fordi han blev erklæret sindssyg.

'Meget usædvanlig'

Ifølge Louise Dalsgaard, der er retsanalytiker i DR Nyheder, er der tale om en opsigtsvækkende sag.

- Vi har ikke set en lignende sag i Danmark før, og det gør sagen meget usædvanlig. Men det er desværre en sag som denne, som politi og efterretningstjenester herhjemme har frygtet de seneste mange år, fordi lignende metoder er blevet brugt i vores europæiske nabolande.

Louise Dalsgaard er DR's retsanalytiker. Hun kalder sagen usædvanlig i dansk sammenhæng.

Hun refererer blandt andet til terrorangrebet i Nice i 2016, hvor en person i lastbil trodsede afspærringer og kørte folk ned på strandpromenaden i den sydfranske by. I alt mistede 86 mennesker livet, og flere end 400 blev såret.

Lignende hændelser er sket i Berlin, Stockholm og London.

- Terrorgrupper har ligefrem opfordret til at bruge biler som lette våben til at gøre stor skade, og derfor er det også uhyggeligt at tænke på, at en almindelig sommernat i juli kunne have endt fatalt i Aarhus.

Kontaktede selv vejhjælp

TV2 Østjylland har afdækket, hvordan der er blevet stillet betonklodser i gaden efter hændelsen.

- Efter sådan en hændelse har myndighederne selvfølgelig brug for at sikre sig, at noget lignende ikke kan ske igen – for eksempel hvis andre kommer på samme idé. Derfor har man nu taget de forholdsregler i Frederiksgade, så en bil ikke bare kan køre uhindret gennem gaden igen, siger Louise Dalsgaard.

Af døgnrapporten fra Østjyllands Politi fremgår det, at den 33-årige selv kontaktede vejhjælp, fordi han i et solouheld havde kørt dæk og fælg i stykker.

Herefter kom betjente til, og de fandt to store knive i bilen samt en mindre kniv i mandens jakkelomme.

Klokken 23.46 fik politiet anmeldelsen om den hasarderede kørsel. Kort inden klokken 02 blev han anholdt i Herskind, der ligger omkring 15 kilometer vest for Aarhus.

Sådan ser betonklodserne ud i Frederiksgade. (Foto: (Frederik Dupont Hald))

Udviklede sig undervejs

I første omgang blev han sigtet for overtrædelse af knivloven, og sagen blev behandlet som en færdselssag.

Men da manden dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhøret, valgte dommeren ifølge DR's oplysninger at varetægtsfængsle ham på baggrund af en mistanke om et forsøg på overtrædelse af straffelovens paragraf 114, som omhandler terrorangreb.

De nærmere omstændigheder omkring sigtelsen kendes ikke, da retsmødet blev afholdt for dobbeltlukkede døre.

- I første omgang lignede sagen bare hensynsløs kørsel, men noget i efterforskningen har fået politiet til at ændre opfattelse, fortæller Louise Dalsgaard.

- Derfor har det formentlig også været vigtigt for politiet at holde kortene tæt til kroppen, så man i fred og ro har kunne klarlægge, om gerningsmanden har handlet alene, om han havde planlagt det i detaljer, og for eksempel hvilke relationer han kan have haft til radikale grupperinger.

Anklageren i sagen, Maria Buus Sørensen, oplyser, at hun ikke har nogle kommentarer til sagen.

Samme melding kommer fra mandens forsvarer, advokat Torben Dyring Kledal.

- Sagen kører for dobbeltlukkede døre, så jeg har ingen kommentarer andre end, at min klient nægter sig skyldig, siger han.

Retsmødet ventes at begynde klokken 9.

Rettelse: Der stod i en tidligere version af artiklen, at manden var dømt ved Højesteret i 2015. Det var retteligt 2016.