Hemmelig terroranholdelse: 27-årig kjortelklædt mand er for it-kyndig til at være på fri fod

Københavns Politi mistænker manden for at hverve andre til terror.

Københavns Byret. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

En 27-årig mand, der siden juni hemmeligt har været varetægtsfængslet for terror, er sigtet for at hverve eller forsøge at hverve andre til terror.

Det fremgår af retsdokumenter, som DR Nyheder og Ritzau er i besiddelse af.

I dokumenterne står der også, at den 27-årige mand er så it-kyndig, at han ikke skal være på fri fod, mens Københavns Politi efterforsker ham.

Så vil han nemlig kunne vanskeliggøre politiets opklaring af sagen.

- Navnlig ved gennem sine it-kundskaber at forhindre politiet i at udlæse de beslaglagte digitale og elektroniske medier, lyder det i rettens begrundelse for at varetægtsfængsle den 27-årige mand.

Udlæsning betyder på politisprog at trække data ud af for eksempel computere og mobiltelefoner.

Samtidig mener retten, at han kan påvirke personer, som politiet gerne vil afhøre og finde via de elektroniske spor, der er beslaglagt i sagen.

Den 27-årige nægter sig skyldig i sagen.

Hos Københavns Politi bekræfter vicepolitiinspektør Brian Belling sigtelsen mod manden.

- Jeg kan dog ikke kommentere yderligere, siger han.

Det er dermed uvist, hvad der har ført til sigtelsen, og hvem den 27-årige er sigtet for at hverve eller forsøge at hverve til terror.

Spor til Marokko

Den 27-årige mand har ifølge profiler på sociale medier arbejdet med it-systemer i over 10 år og er interesseret i for eksempel Bitcoins.

Til grundlovsforhøret i retten den 26. juni mødte han ifølge DR Nyheders oplysninger op i kjortel.

Samtidig er manden tidligere kendt i forbindelse med sager mod andre syrienkrigere.

Af retsdokumenterne kan man læse, at politiet er interesseret i elektroniske og økonomiske spor herhjemme og i udlandet.

- Der udestår efterforskningsskridt i form af udlevering af oplysninger om bankkonti i Danmark og Marokko, lyder det i retsdokumenterne.

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere efterforskningen eller at svare på, hvorfor bankkonti i Marokko er relevante.

Forsvarer Niels Anker Rasmussen ønsker heller ikke at uddybe sigtelsen mod den 27-årige.